»Festivalen gjorde noget, som jeg har haft svært ved at se andre steder – den bandt os lidt mere sammen«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I forrige weekend deltog jeg sammen med min familie i børnekulturfestivalen Skrål.

Oplevelsen var i sig selv yderst positiv, musikken fyldte øregangene alle steder, dramagrupper satte gang i fantasien, klatrebaner udfordrede, spejdere bandt fantastiske knob til stor begejstring, og Sigurd spillede alle sine største hits lige fra ”Bjørnen Bjørn er en Bjørn” til nyklassikeren ”Svend, Knud og Valdemar”.

Popcorn og andre godter flød fra Skafferiet, og Hinnerup Garden stod knivskarpt. Alt det her var i sig selv nok til at være en succes.

Men en ting stod tydeligt for mig, mens vi farede pladsen rundt, for at min søn kunne løse skattejagten, som var placeret midt imellem alle aktiviteterne: Skrål havde gjort noget, som jeg igennem min tid som Favrskov-indbygger har haft svært ved at se mange andre steder.

Til Skrål deltog nemlig ikke bare de lokale Hadsten-børnefamilier. Det var hele kommunens festival. I børnekoret, som gik på scenen til en fuld sal, indgik ikke bare børn fra én skole. Nej, det var fire skoler, som sammen skabte fællessang.

For mig at se så bandt Skrål os lidt mere sammen i at være Favrskov, og det lykkedes ved at levere kvalitet. Kvaliteten i engagementet fra alle de frivillige, som stillede op. Kvalitet i opsætningen af pladsen, som var så gennemtænkt, at selv de små bakker foran Sløjfen blev til små forlystelser, som man så små fødder trygt bestige.

Hvis vi skal kunne skabe mere af den samhørighed, som kom den dag, så kræver det, at vi giver plads til, at kulturen kan være af så høj kvalitet, at vi alle bliver suget ind.