Fortsæt til indhold

»Er vi 27 mandater fra et trinbræt? De lokale fortjener at vide, om de bliver støttet«

Debat
Clément Blain (EL)Kundeservicemedarbejder

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Mens kommunalvalget nærmer sig, presser de frivillige i Laurbjerg, der er involveret i politiske partier eller lokale foreninger, på for at få støtte fra byrådet og Folketinget til genåbningen af trinbrættet i Laurbjerg.

Nye kandidater og kandidater på genvalg giver højlydt udtryk for deres støtte til dette projekt. Og det er en god ting for Laurbjerg, hvis det bliver til et langsigtet engagement, der også følges op i Folketinget.

Dette fører til, at trinbræt i 2025 aktivt støttes i Favrskov og på Christiansborg af Enhedslisten (med Pelle Dragsteds besøg i maj), Konservative (med Lars Storgaard som aktiv borgmester i sagen), Venstre (med et besøg af Erik Veje Rasmussen i begyndelsen af juli), Dansk Folkeparti (en historisk støtte til trinbrættet) og Liberal Alliance (med et planlagt besøg i august). Det dækker omkring 60-65 mandater i Folketinget.

Med en ny transportaftale, der snart skal genforhandles, fortjener de lokale at vide, om de bliver støttet, og af hvem

To vigtige parlamentariske stemmer mangler på nuværende tidspunkt i 2025: SF og Socialdemokratiet. Socialdemokratiet er stadig en dominerende kraft i det danske parlament, hvilket gør deres støtte afgørende. Jeg tvivler ikke på, at Isabell Friis Madsen, spidskandidat for Socialdemokratiet i Favrskov, ville udtrykke sin støtte, hvis hun blev inviteret til Laurbjerg, men vi ved ikke, om hendes parti på Christiansborg ville støtte det.

De lokale i Laurbjerg, aktivister eller ej, frivillige eller ej, har nu fulgt, støttet og holdt liv i projektet i årevis, hvis ikke årtier. Med en ny transportaftale, der snart skal genforhandles, fortjener de at vide, om de bliver støttet, og af hvem.