»Jeg deler ikke bekymringen det fjerneste – tværtimod mener jeg, det er helt oplagt, at vi investerer i offentlig skolemad«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Forleden kunne vi lære, at Liberal Alliance i Favrskov er modstander af offentlig finansieret skolemadsordning, da det »er et skråplan, vi ikke bør bevæge os ud på«.

Det er lidt uklart, hvad den forfærdelige endestation for dette skråplan i givet fald er, men dystopien lader til at være noget med, at skolemad ikke skal være et politisk anliggende, da det i givet fald vil blive subjekt til politisk debat på lige fod med straffelovsændringer eller mad i ældreplejen og så videre.

Det er måske en meningsfuld bekymring, såfremt ens eksplicitte politiske mål er fravær af politik – men for alle andre dødelige mennesker, der ikke er gift med stærke ideologiske dogmer, fremstår det som et ret impotent argument.

Jeg har selv haft fornøjelsen af at gå i skole i lande med offentlig finansieret skolemad, og jeg deler ikke bekymringen det fjerneste. Tværtimod mener jeg, det er helt oplagt, at vi investerer i offentlig skolemad – præcis som vores naboer Finland, Sverige m.fl. – af følgende to grunde:

Vi ved alle sammen godt, at det typisk er børn fra de laveste sociale lag, der må nøjes med de dårlige madpakker og den dårligste kost. Nogen er ovenikøbet så uheldige, at de slet ikke får noget mad med i skole – det vil en offentlig skolemadordning lave om på.

Når børn på tværs af sociale skel er sammen om det samme måltid, hjælper det også med at udviske det socio-hierarkiske aspekt, der ligger i, at hver elev har en madpakke hjemmefra. Det ser jeg også som et beskedent positivt udfald.

Det er langt mere hensigtsmæssigt, at få hænder laver mad til mange, end at alle laver mad til sig selv. I dag får hver elev som udgangspunkt sin egen forælder til at stå og bruge tid på madpakken. En samlet koordination ville med andre ord være mere effektiv og give børnefamilierne mere tid og ressourcer.

Dernæst er der også gode indikationer på, at offentlig finansieret skolemad giver et godt afkast: Et stort studie, der har estimeret langtidseffekter af en svensk skolemadsreform, viser en livstidsindkomststigning på 3 procent som følge af introduktion af skattebetalt skolemad.

Det er i øvrigt primært drevet af lavindkomstgruppen, så reformen var også med til at reducere den økonomiske ulighed.

Jeg har tre børn i henholdsvis vuggestue og børnehave. Selvom jeg betaler for fuldtidsplads med kost til dem alle tre, står jeg alligevel og smører seks madpakker hver eneste dag. Jeg ved, at jeg langt fra er den eneste forælder, der kunne bruge sin tid på noget mere værdifuldt end at stå ved skærebrættet, når de skal i skole.

Her har vi en oplagt mulighed for at give børnefamilierne det, vi efterspørger allermest: tid.

Selvom der måske ville være nogle samfundsøkonomiske gevinster, er det her målrettet politik til børnefamilierne – desto flere børn den enkelte familie har, desto mere får familien ud af fælles skolemad.

De borgerlige taler meget om familiepolitik, men hvis de ikke engang vil bakke op om en fælles skolemadsordning, er det svært at se det som andet end snak.

Det vil jeg opfordre til at huske på i stemmeboksen.