Anders Lind maler et dystert billede af Norddjurs – er det i pagt med virkeligheden?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Det går godt i Norddjurs. Der er gang i erhvervslivet, turisttallene stiger, ungdomsuddannelserne udvikler sig, der bygges huse og virksomheder, og vores sommerfester, havnefester, koncerter og andre arrangementer er velbesøgte. Der er optimisme og en øget stolthed over at bo og leve i Norddjurs. Kommunen er med andre ord et markant andet sted end for bare 3-4 år siden.
Derfor kan det være svært at opretholde en negativ holdning. Det lykkes imidlertid for Anders Stenumgaard Lind – for noget skal være galt. Vi nærmer os jo et valg. Anders mener, at der males et for godt billede.
Kommunen er med andre ord et markant andet sted end for bare 3-4 år siden
Den kritik virker for det første noget afkoblet fra den virkelighed, man møder, hvis man giver sig tid til at tale med vores virksomheder og vores erhvervsorganisationer. Her møder man en virkelighed, hvor det går godt, og man oplever et langt bedre samarbejde med kommunen.
For det andet er det en markant underkendelse af det arbejde, der foregår i kommunalbestyrelsen, hvor alle medlemmer gennem bredt samarbejde hele tiden forsøger at lave brede og langsigtede løsninger, der fortsætter den positive udvikling, vi er inde i. Der er plads til visionerne og de langsigtede initiativer.
Sidst men ikke mindst virker det en anelse historieløst. Vi skal ikke længere tilbage end til 2018-19, hvor Norddjurs nedsmeltede økonomisk, og mere end 1000 borgere flygtede herfra. Det tager tid at vende den udvikling, men vi er rigtig godt på vej.
Er der så ikke noget, der kan gøres bedre?
Jo, naturligvis. Der vil altid være bump på vejen, enkeltområder og ting vi kan gøre bedre – og det skal vi selvfølgelig se på. Anders peger selv på områder, der skal have fokus. Jeg glæder mig til at se konkrete bud på, hvad der kan gøres på de forskellige områder.
Imens konstaterer jeg, at Norddjurs generelt er inde i en rigtig god og positiv udvikling. Vi er et markant anderledes sted end for bare 4 år siden.
Der er optimisme, der er stolthed, og der er udvikling – både blandt borgere, virksomheder og kommunens ledere og medarbejdere.
Lad os sammen fortsætte den udvikling