Fortsæt til indhold

Deltidspasning – for de fleste børnefamilier er knap 10.000 kroner om året mange penge at spare

Debat
Mette NøhrByrådsmedlem, Det Konservative Folkeparti

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Børneområdet skiller for alvor vandene i Favrskov Byråd.

Det så vi, da det borgerlige flertal tidligere i valgperioden indførte tilskud til hjemmepasning, mens Socialdemokratiet stemte imod. Samme billede tegner sig i den aktuelle debat om deltidspasning, som vi borgerlige gerne vil give adgang til, fordi det – ligesom med hjemmepasning – sikrer den enkelte børnefamilie valgfrihed og fleksibilitet.

Børnefamilier er forskellige og har forskellige ønsker og behov – derfor skal vi naturligvis have forskellige tilbud på menuen. Den tilgang bør vi i det hele taget have på de forskellige områder, så folk har noget at vælge imellem.

Den socialdemokratiske byrådskandidat Emil Møller beskrev her i avisen forleden alle de problemer, han ser, deltidspasning kommer til at volde systemet.

Det er tankevækkende, at det socialdemokratiske fokus i sagen er systemet og forvaltningen, mens vi andre tager udgangspunkt i de muligheder, deltidspasning kan give den enkelte børnefamilie. Efter snart fire år i Favrskov Byråd må jeg bare sige, at det bestemt ikke er første gang, jeg oplever Socialdemokratiet være systemets stemme.

Det er tankevækkende, at det socialdemokratiske fokus i sagen er systemet og forvaltningen, mens vi andre tager udgangspunkt i de muligheder, deltidspasning kan give den enkelte børnefamilie.

Jeg undrer mig over den socialdemokratiske modstand i Favrskov, fordi der rundt om i Danmark findes socialdemokratiske kommuner, hvor man har indført både hjemmepasning og deltidspasning.

Emil Møller nævner i sit indlæg, at en familie kan spare 850 kr. om måneden, hvis den vælger deltidspasning i vuggestuen fremfor en fuldtidsplads. Han får det til at lyde, som om den besparelse er småpenge, men jeg tror, at for de fleste børnefamilier er knap 10.000 kroner om året mange penge. Det er det i hvert fald hjemme hos os.

Apropos penge – vi har fra borgerlig side igen og igen understreget, at deltidspasning på ingen måde er en spareøvelse. Da forslaget tidligere blev behandlet, pegede forvaltningen på, at der var et besparelsespotentiale, men vi har hele vejen igennem sagt, at pengene skal blive på området.