Fortsæt til indhold

Skanderborg Sø drukner i lort: Byrådets manglende indsats får konsekvenser

Debat
Victor Johan AndreaByrådskandidat, gymnasieelev

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Venstre er ude med riven efter landmændene!

1. maj i år kunne TV2 Østjylland fortælle, at Venstre i Skanderborg ville gøre Skanderborg Sø ren for alger. Og i den forbindelse var det – igen – landbruget, der skulle tage skraldet.

Men hvad Venstres spidskandidat, Jens Szabo, ikke tør nævne, er den helt åbenlyse og ubekvemme sandhed: Han og Venstre har selv en stor del af ansvaret for den ulækre algesuppe, fordi Skanderborg Kommune stadig tillader, at der ledes spildevand direkte ud i søen.

Allerede kort før valgkampen i 2021 lovede man ellers vælgerne, at arbejdet med at stoppe spildevandsudledningen til søen ville blive speedet op. Men mindre end en måned efter, at vælgerne havde sat deres kryds, besluttede man i byrådet, at man alligevel ikke ville fremskynde dette arbejde. Det var ellers planlagt, at man skulle have styr på ulovlige overløb fra kloakkerne tidligere end 2025.

Og her i august 2025 kan vi jo alle sammen se resultatet af politikernes manglende indsats: Algerne fylder i søen, vandet er grønt, og bunden dør. Venstre har holdt flotte taler, men handlingerne udebliver og kommunen leder stadig spildevand direkte ud i vores smukke sø.

Det er simpelthen mangel på politisk rygrad, der gør, at Skanderborg Sø stadig ikke er blevet renset.

Jeg stiller op til byrådet for Liberal Alliance, fordi jeg er træt af den her form for politik – hvor man hellere vil pege fingre ad alle andre end at tage ansvar selv. Jeg vil også have en ren sø – det burde være en selvfølge for alle. Men i min optik starter det med, at kommunen, byrådet OG Venstre fejer for egen dør. Vi skal have opgraderet kloaknettet. Vi skal stoppe overløb. Vi skal rense det spildevand, vi selv producerer, i stedet for at lukke det direkte ud i søen.

Det er den forskel jeg og Liberal Alliance står for: Vi løser problemerne ved kilden i stedet for med moralsk pegefinger og symbolpolitik. Vi vil investere i reel forbedring, som kan give os borgere i Skanderborg vores smukke sø tilbage. Både til glæde for os, der bor her, og for turismen.

Kommunens svineri skal stoppes. Skanderborg Sø fortjener bedre – og det gør borgerne også.