Fortsæt til indhold

Debat: Amtsavisen begrænser ikke adgangen til læserbreve

Debat
Bo HovgaardRedaktionschef, Randers Amtsavis

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Ifølge Lars Bang begrænser Randers Amtsavis såkaldt ”almindelige borgeres” adgang til at få bragt læserbreve i Randers Amtsavis og på amtsavisen.dk.

Det er imidlertid en misforståelse, hvor Lars Bang beklageligvis har fået blandet to forskellige hensyn sammen. Hensyn, som vi i en periode, hvor vi modtager temmelig mange læserbreve, er nødt til at håndhæve.

Det er korrekt, at Amtsavisen har sat en grænse for, hvor mange læserbreve kandidater til kommunalvalget kan få optaget på amtsavisen.dk og i Randers Amtsavis.

Grænsen hedder fire pr. måned frem til valget. Årsagen er, at lysten til at skrive læserbreve op til dette valg i år er væsentlig større end tidligere. Det var det ene hensyn.

Det andet hensyn er, at vi forsøger at skabe en så bred debat som overhovedet muligt. En debat hvor flest muligt kan blive hørt. En debat med plads til vidt forskellige holdninger. En levende debat. Dette indebærer, at vi nogle få gange kan være nødt til at afvise indlæg fra nogle af de mest flittige debattører. Det er en praksis, som er helt gængs på mange trykte medier.

Lars Bang har i løbet af en kort periode fået optaget syv læserbreve, og derfor har vi valgt at lægge en pause ind for hans vedkommende for at lade andre komme til orde. Lars Bang får efter pausen mulighed for igen at give sine holdninger tilkende på amtsavisen.dk og i Randers Amtsavis.