Fortsæt til indhold

Rådmand advarer: I må ikke svække kulturen!

Debat
Rabih Azad-Ahmad (RV)Rådmand for Kultur og Borgerservice

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Synes du ligesom jeg, at Aarhus er – og fortsat skal være - en levende og stærk kulturby i international klasse? Synes du også, at netop det rige kulturliv er årsag til, at Aarhus er et godt sted at bo?

Ja, så skal du måske kigge nærmere på den betænkning, som netop er offentliggjort fra det såkaldte §17, stk. 4-udvalg under Aarhus Byråd. Heri er nævnt en idé, som vækker min bekymring.

Betænkningen udvalget handler primært om, hvordan man sikrer, at det nye byråd har de bedst mulige rammer for at kunne bedrive politik.

Den rummer også en organisationsanalyse med fokus på en klimaneutral og bæredygtig kommune – herunder hvordan man organiserer klimaområdet bedst. Der er nævnt flere modeller for en ny magistratsafdeling for klima og miljø.

I den forbindelse bliver der i 11. time smidt en ny model på banen, som slet ikke er belyst, beskrevet eller analyseret grundigt nok til, at man kan træffe beslutning på den baggrund: En magistratsafdeling for Klima og Kultur!

Den model giver grund til bekymring. Jeg anerkender behovet for, at vi skal styrke klimaindsatsen, men jeg frygter, at kulturen bliver et sekundært opgaveområde i en ny magistratsafdeling, som også foreslås at indeholde kommunens ejendomsområde og store dele af teknisk forvaltning. Kulturens dagsordner vil drukne og devalueres, og det vil svække vores kulturliv.

I betænkningens bilag hedder det, at ved at koble klima og kultur kan det ”understøtte bæredygtig adfærdspåvirkning af borgere”. Bæredygtig adfærdspåvirkning er en væsentlig opgave, som Kultur og Borgerservice gerne bidrager til – men det må ikke blive til et ensidigt mål for vores kulturoplevelser, som også kan bidrage med så meget andet. Den tilgang til kultur vil jeg advare imod.

Kulturen og de platforme af demokrati og frivillige fællesskaber, som den nuværende Kultur og Borgerservice (med frivillige foreninger og fritidsliv) bygger på, må ikke blive instrumentaliseret. Det vil sige, at kulturen og foreningslivet ikke må blive instrumenter i en anden dagsorden.

Kulturen HAR stor værdi i sig selv og skal anerkendes for det. Derfor skal vi som byråd og bysamfund fastholde kulturen som et vigtigt fokusområde – som en vedvarende ambition og ikke kun i perioder med store overskud på budgettet. Det skal sikre, at kulturen i Aarhus fortsat kan indtage pladsen som noget af det allervigtigste i at gøre Aarhus til en god by for alle.

Samarbejder med erhvervsliv og fonde vil blive udfordret, hvis kulturen ikke får lov til at stå alene – men i stedet bliver et instrument i en ”højere sags tjeneste” – som et redskab til ”adfærdspåvirkning”. Kulturinstitutionerne og kunstnerne har brug for armslængde, hvis de skal udvikle sig og udfordre os – og ikke brug for at blive anset som redskaber.

Det er kritisabelt, at der meget sent i udvalgets arbejde pludselig bliver kastet en idé om en helt ny magistratsafdeling for ”Klima og Kultur” ind i puljen til politisk drøftelse.

Der er ikke analyseret fordele og ulemper ved en sådan model, ligesom snitflader til øvrige opgaveområder inden for Kultur og Borgerservice ikke er afdækket. Modellen er ikke seriøst behandlet i materialet, og det er ikke ordentligt at fremlægge så løse tanker for et politisk udvalg, uden at vi som berørt afdeling har haft mulighed for at lave en dybdegående beskrivelse af konsekvenserne.

Det mangler fuldstændigt, så forslaget kommer frem på et helt løst grundlag. Det er ikke en seriøs måde at behandle kulturen og dens mange aktører på!

Lad mig understrege, at vores kulturliv bredt forstået i dag står stærkt. Borgerne i Aarhus Kommune har i flere undersøgelser i de seneste år angivet kultur- og fritidslivet som en afgørende faktor for, at Aarhus er et godt sted at bo.

Når man spørger de borgere, der mener dette, angiver hele 52 procent kulturlivet som årsag til, at Aarhus er et godt sted at bo, og 19 procent angiver fritids- og foreningslivet som årsag.

Samlet set har kultur- og fritidslivet i Aarhus Kommune også en væsentlig økonomisk betydning, som sikrer beskæftigelse til i alt 11.677 personer og genererer en årlig bruttoværditilvækst på 7,6 mia. kr, viser analyser.

Jeg appellerer til, at både det nuværende og kommende byråd lytter til mine advarsler og sikrer, at kulturlivet og kulturpolitikken får en stærk placering i kommunens fremtidige organisering og ikke risikerer at drukne politisk i andre dagsordner. Vi må ikke svække kulturen!