Fortsæt til indhold

»To socialdemokrater, to planer, nul finansiering«

Debat
Simon Buus OlsenByrådsmedlem for Liberal Alliance

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Der har den seneste tid været travlt ved tastaturerne i Socialdemokratiet. To af partiets repræsentanter har været ude med læserbreve om den påståede “store trussel” mod Favrskov: En mulig administrationsbygning i Ulstrup.

Den ene socialdemokrat mener, at pengene i stedet bør gå til en ny hal i Foldby-Norring. Den anden synes, de bør bruges på at modernisere skolerne. Samme penge – forskellige ønsker.

Der er bare ét lille problem: De penge, de taler om, eksisterer ikke.

Der er ganske enkelt ikke plads og rum til en administrationsbygning i Ulstrup for nuværende og deraf ej heller prioriteret i budgetaftalen. Så det er jo ganske uforpligtende at være imod noget, der ikke er finansieret i første omgang. Det frigiver ikke en eneste krone, uanset hvor mange læserbreve man skriver.

Vi er faktisk enige i byrådet om, at en ny hal i Korsholm ville være fantastisk. Det er der bred opbakning til også fra mig, som udspringer fra idrætslivet og idrætscentre. Men det ændrer ikke på virkeligheden: Vi har ikke pengene til den lige nu. Og det bliver ikke bedre af, at nogen bilder borgerne ind, at der bare ligger et par millioner og venter på at blive flyttet fra Ulstrup til noget andet.

Når Socialdemokratiet på den måde både kan love en hal og bedre skoler og samtidig lade som om, det hele kan finansieres af et projekt, der slet ikke ligger i budgettet, så siger det måske lidt om, hvor langt der kan være fra læserbrevenes verden til virkeligheden i kommunens regneark.

Jeg forstår godt, at man i valgkampens hede gerne vil vise handlekraft. Det er langt nemmere at love noget, når man slipper for at forklare, hvordan det skal betales. Men vi skylder borgerne ærlighed. Og ærligt talt: At love anlægsprojekter for penge, der ikke eksisterer, er ikke politisk mod. Det er ønsketænkning.

Så ja, man kan sagtens diskutere, om en administrationsbygning i Ulstrup giver mening eller ej. Men uanset holdningen til bygningen ændrer det ikke på det grundlæggende. Socialdemokratiets egne folk kan ikke engang blive enige om, hvad pengene burde bruges til, og vi andre ved godt, at der stadig ikke er nogen penge at bruge.