Fortsæt til indhold

Kommunen vil ikke offentliggøre vores høringssvar om genbrugsplads, så her kommer det

Styregruppen i Haldum kalder det endnu et eksempel på, at borgerne ikke skal inddrages og informeres i sagen om placering af en ny genbrugsplads.

Debat
Styregruppen HaldumFrivillig gruppe

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Redaktionel tilføjelse fra Din Avis: Da avisen modtog dette læserbrev, havde Favrskov Kommune som påpeget af Styregruppen Haldum ikke offentliggjort høringssvarene til sagen. Dette er imidlertid sket, inden læserbrevet er publiceret i avisen. Kommunen oplyser til avisen, at høringssvarene blev offentliggjort 29. oktober.

Efter flere forgæves forsøg på at få Favrskov Kommune til at offentliggøre høringssvarene fra borgerne vedrørende genbrugsplads, vælger vi som Styregruppe i Haldum at være gennemsigtig. Borgernes høringssvar kommer først ud når kommunalvalget er godt overstået.

Her kommer vores høringssvar:

Prioriteringer og bekymringer:

  1. Trafiksikkerhed og anlæg Trafikbelastning i og omkring området skal vurderes grundigt, særligt med henblik på myldretidstrafik og den øgede risiko for ulykker. ”Let og tung trafik” blandes både på Lynghøjvej og Skanderborgvej.
  2. Støjforhold Der bør foretages uafhængige målinger af støj både fra trafik til og fra pladsen i maksimale tidsrum og fra selve pladsens drift (containere, tømning m.m.). Da dette ikke kan gøres på forhånd, kan tallene i Rambøll rapporten ændres, således at støjtal beskrives i de belastede trafiktidspunkter(weekender/helligdage morgen/eftermiddage) inklusiv larm fra containere m.m. Dette skal samtidig ses i lyset af at placeringen er lige op ad en landsby med en del borgere, som bliver påvirket af dette, kontra en placering i et industrikvarter.
  1. Drikkevandsbeskyttelse og grundvand I Rambølls rapport mangler oplysninger i forhold til den aftale mellem regionen og Nymølle grusgrav om drikkevandsparken. Der skal fremhæves betydelige risikofaktorer, blandt andet i forhold til bæk i klasse A. På den baggrund fremstår det uforståeligt, at en alternativ foreslået placering ved Skanderborgvej er blevet fravalgt, hvor der er en bæk klasse B. Det er også uforståeligt, at man vælger en placering med sandunderlag, hvor risikoen er større for forurening ved en oversvømmelse end ved den alternative placering ved Skanderborgvej 101, hvor det er lerunderlag. Det, man indtil nu kalder en hundredårshændelse, er desværre blevet til hverdag i hele verden og dermed også i Danmark.
  2. Manglende tillid og gennemsigtighed
    1. Processen har været præget af mangel på åbenhed og reel borgerinddragelse.
    2. Allerede på første møde mellem Styregruppen Haldum og Favrskov Forsyning, blev det sagt, at »der er kun én placering«, hvilket skabte indtryk af en forudbestemt beslutning.
    3. Flere borgere har oplevet en nedladende tone på byråds- og dialogmøder, hvor kritik blev afvist eller mødt med direkte ubehagelige kommentarer. Nogle partier vælger at ”lukke ned” for de få politikere som tør stille sig kritisk. Derfor en bekymring om demokratiets frie ytringsfrihed fungerer?
    4. Styregruppen i Haldum har gentagne gange måttet inddrage advokatbistand for overhovedet at få adgang til relevant materiale fra forsyningen og Favrskov Kommune (aktindsigt).
  3. Borgerinddragelse og tryghed
    1. Flere borgere har følt sig tilbageholdende med at ytre deres mening af frygt for at blive stemplet eller sanktioneret.
    2. Det efterlader et indtryk af, at borgernes holdninger ikke reelt har vægt i processen, men at beslutningen var truffet på forhånd.
    3. Når byrådspolitikere, som burde repræsentere borgerne, i stedet vælger at overse kritiske stemmer, skabes der en utryghed og manglende tillid til den demokratiske proces. Det samme gør sig gældende for Favrskov Forsyning.
  4. Byudviklingsplanen Det bør undersøges, om den nye byudviklingsplan var en afgørende faktor for at den er blevet skånet på forhånd.

Afsluttende bemærkning:

Som borgere oplever vi, at vores engagement og bidrag i processen ikke bliver taget alvorligt. Den manglende gennemsigtighed og respekt for borgerinddragelse underminerer tilliden til beslutningstagerne og fagpersonerne. Vi opfordrer derfor kraftigt til, at der foretages en reel dybdegående revurdering af placeringen, hvor hensyn til trafiksikkerhed, støj, grundvand og borgernes input vægtes langt højere end hidtil. Det er ikke nok at afholde de formelle dialog-/høringsmøder, der skal også vises handlinger derpå!