Det er en hån mod borgerne på begge sider af sporet
Der kører ingen tog i uge 47, og det vil således være et godt tidspunkt at få lavet en overgang i niveau på Torsøvej, mener Bent Vestentoft.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Letbanen til Grenaa startede mig bekendt i 2019.
Nu skriver vi 2025, snart 2026, og problemerne med overgangen over sporene ved Torsøvej er stadig ikke løst.
Det er en hån mod beboerne på begge sider af banen. Der er mennesker, der er dårligt gående, i rullestole og mange familier med barnevogne.
Nu skriver letbanen og Din Avis, at hele uge 47 er afsat til en makeover af strækningen mellem Aarhus H og Grenaa. De tre stationer, der er omtalt i et nyhedsbrev fra avisen, viser sig at være overkørsler.
Der kører altså ingen tog, og det vil således være et godt tidspunkt at få lavet en overgang i niveau på Torsøvej. Glem alle idéer om elevatorer – det bliver bare en ommer, er jeg bange for – besværligt og nemt udsat for hærværk.
Sagen er åbenbart kompliceret, men af hvilken grund?
Hvad er det, der gør Torsøvej så specielt vanskelig? Der har været 6-7 år, hvor man har kunnet løse problemet.
Hvorfor er kommunen/byrådet så fodslæbende i denne sag? Er det uvilje til at tage problemet alvorligt?