Fortsæt til indhold

Valgkampens støj hedder slogans, plakater og hærværk, men heldigvis bestemmer vælgerne med deres kryds 18. november

Debat
Af Kasper Nissen (SF)Byrådsmedlem - kandidat til KV25

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I denne tid bliver der sagt og skrevet meget om, hvad politikerne vil gøre for Syddjurs Kommune. Det skorter ikke på slagkraftige metoder, slogans og tilbud fra diverse politikere om, at netop de kan og vil redde Syddjurs Kommune.

Fra den ene fløj siger vi: »her går det godt, vi forsøger at gøre det bedste vi har lært — stem på os igen.«

Stem på en person, et menneske, som du har tillid til, et menneske som vil arbejde for Syddjurs Kommune.

På den anden fløj påstår man at have sandheden, at den sidste periode har været en ørkenvandring, at Syddjurs Kommune kradser af, vender bugen i vejret, at kommunen kører af sporet, hvis man igen skulle være underlagt et rødt flertal: »stem på os i stedet.«. Det er ikke mærkeligt, det er valgkampes logik.

Om det bliver det ene eller andet flertal, bestemmer I vælgere den 18. november. Og det er virkelig godt, at valget kommer, og at det er vores opgave som politikere og vælgere at deltage.

Jeg håber, at I vil benytte jer af tilbuddet, som udtryk for at demokratiet fungerer.

Som et bevis på, at demokratiet, som vi har i Danmark, værner vi om ved at deltage.

Så opfordringen herfra er: Stem på en kandidat, som du har tiltro til, som du mener bærer væsentlige værdier ind i det politiske maskinrum, som har holdninger til de mange opgaver, som Syddjurs Kommune skal løse.

Stem på en person, et menneske, som du har tillid til, et menneske som vil arbejde for Syddjurs Kommune.

I virkeligheden er jeg ikke ret vild med valgkampe. Jeg kan godt klare debatterne og også at få verbale tæsk, når bølgerne går højt, men ofte bliver det lidt tåbeligt og unuanceret med de mange friske slogans, roll-ups, valgplakater, bannere og desværre også vandaler der udøver hærværk.

Der er foldere på print og hurtige ja-nej-spørgsmål fra journaliststanden.

Det støjer en hel del, der er mange informationer i luften, og derfor vil jeg slutte dette beskedne indspark i valgkampen med ti linjer, som er et bud på, hvad jeg har bestræbt mig på i den forgangne byrådsperiode, og hvad jeg i politisk sammenhæng forsøger at bestræbe mig på, hvis jeg vælges til endnu en periode i byrådet:

  1. Jeg sidder i byrådet for borgernes skyld — ikke for min egen.
  2. Jeg ønsker at være iderig, visionær og vil værne om væsentlige værdier.
  3. Jeg bestræber mig på at møde forberedt og arbejde konstruktivt.
  4. Jeg behandler mine kolleger med respekt, venlighed og ligeværd.
  5. Jeg lytter opmærksomt på, hvad andre siger.
  6. Jeg siger gerne hvad jeg mener, men vil også vide, hvornår jeg skal tie stille.
  7. Jeg indrømmer gerne, hvis jeg er blevet klogere hen ad vejen.
  8. Jeg søger helst de brede løsninger og tillidsfuldt samarbejde.
  9. Jeg ønsker at passe på mig selv, værne om mit privatliv og ikke blande mig i alt.
  10. Jeg tager arbejdet i byrådet alvorligt, men jeg vil også ha det sjovt, og så håber jeg på at bidrage til en god stemning og et konstruktivt samarbejdsklima.

Jeg ønsker alle et godt valg, håber ikke indlægget her støjer for meget, og jeg håber på, at du stemmer 18. november, så du er med til at vælge de byrådspolitikere, som skal sidde i Syddjurs Byråd de næste 4. år.