29 afbrydelser i timen – så ved man, at noget er galt i folkeskolen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

TV2 Østjylland viste for nylig, hvordan undervisningen i folkeskolen i gennemsnit bliver forstyrret 29 gange i timen – i én klasse nåede tallet helt op på 99 afbrydelser på 45 minutter.

De seneste årtier har folkeskolen været præget af test, måltal og kontrol – og vi har mistet blikket for dem, det hele handler om: børnene og lærerne.

Det er jo logisk, at hvis man gør mere af det samme, får man det samme resultat. Vi har talt om inklusion i over 10 år, og det er tydeligt, at vi ikke er lykkedes. Derfor er det i min optik på tide, at vi skifter fokus.

Jeg så gerne, at vores fokus de kommende fire år bliver, hvordan vi spiller lærere og pædagoger gode – for det oplever de ikke, at de bliver i dag.

Nogle børn vil altid have brug for et specialtilbud – og det skal vi værne om.

Men de fleste børn har først og fremmest brug for, at de voksne omkring dem har tid, kompetencer og ressourcer nok til, at de kan lykkes i det fællesskab, de allerede er en del af.

Så hvordan skaber vi de forudsætninger?

Et skridt i den rigtige retning er beslutningen om kortere skoledage i Syddjurs. Det er nemlig sund fornuft at frigøre ressourcer til flere to-voksen-timer.

Men det kommer også med en risiko – nemlig at det ender som en spareøvelse ude på den enkelte skole, hvor de såkaldte frigjorte midler blot går til at finansiere de medarbejdere, man allerede har i form af vejledere og ressourcepersoner, i stedet for at give børnene den ekstra voksne i klassen, de har brug for.

Vi kan arbejde endnu mere aktivt med at inddrage vores dygtige SFO-medarbejdere i klasserne. De er jo allerede på skolen både om morgenen og om eftermiddagen – og kender børnene og hverdagen.

De frigivne ressourcer skal bruges til en indsats i alle klasser – men med særligt fokus på indskolingen, hvor den rigtige læringskultur grundlægges. Samtidig er det vigtigt, at der er fleksible ressourcer, som hurtigt kan sættes ind i de klasser, der står med særlige udfordringer.

For vi er nødt til at anerkende, at det er urealistisk at forvente, at én lærer kan stå alene med 26 børn og samtidig løfte en stadig tungere inklusionsopgave.

Det svarer til at bede en kassedame passe to kasser på én gang – det kan måske lade sig gøre en dag eller to, men ingen kan holde til det i længden.

Det kan vi simpelthen ikke være bekendt – over for de mennesker, der er med til at uddanne vores fremtid.