Fortsæt til indhold

Kapacitet overses – ekstern leverandør får tøjvasken på kommunens plejehjem

Debat
Erik PoulsenSpidskandidat KV 25, Danmarksdemokraterne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Når Sundheds- og Ældreudvalget den 12. november skal behandle orienteringen om udbuddet af tøjvaskeordningen på kommunens plejehjem, er der desværre grund til kritik. Jeg mener, at vi som kommune har tabt blikket for det vigtigste – nemlig borgernes tilfredshed og kommunens egen rolle som leverandør af velfærdsydelser.

Kontrakten har en løbetid på 24 måneder med ikrafttræden den 1. juni 2026 og med mulighed for forlængelse af kontrakten med 12 måneder op til fire gange på uændrede vilkår. Eventuelle forlængelser vil som udgangspunkt bero på en administrativ beslutning.

Siden 1. juni 2020 har Elis Danmark A/S stået for vask af beboertøj på vores fem plejehjem. Aftalen har er blevet mødt med stor kritik, men er blevet forlænget to gange. Nu har kommunen gennemført et nyt EU-udbud, hvor tre aktører har budt, heriblandt kommunens egen rengøringsenhed. Alligevel valgte man at tildele opgaven til Textilia Group A/S, primært på grund af pris og et stort fokus på bæredygtighed.

Min bekymring er, at når man i udbuddet vægter bæredygtighed med hele 50 % inden for kategorien “kvalitet og service”, så ender man med et udbud, hvor grøn profil tæller mere end borgernes oplevelse af service og tryghed. Det er fint at tænke miljøvenligt – men det må aldrig ske på bekostning af kvaliteten i plejen og borgernes hverdag.

Der er intet, der tyder på, at de ældre eller deres pårørende efterspørger CO₂-regnskaber og transportoptimering. De efterspørger ren, ordentlig og pålidelig tøjvask og et samarbejde med nogen, der forstår deres behov. Her kunne kommunens egen rengøringsenhed have været et både nærværende og kvalitetsmæssigt stærkt alternativ, fordi det ville være tættere på borgerne, mere fleksibelt og med et naturligt fokus på tilfredshed frem for profit. Og vigtigst af alt, at opgaven blev udført lokalt.

Kommunen bør tage alvorligt, at egen drift ikke blot er en organisatorisk løsning, men et aktivt valg om at tage ansvar for kvalitet, arbejdsvilkår og borgerkontakt. Når vi igen vælger at sende velfærdsopgaver i udbud og ovenikøbet på kriterier, der favoriserer grønne markedsaktører, mister vi ikke bare lokale arbejdspladser, men også muligheden for at udvikle vores egen faglighed og skabe tryghed hos de ældre.

Det er på tide, at vi som kommune tør tage diskussionen om egen leverandør som førstevalg og om hvorvidt det virkelig er grønne certificeringer og EU-udbud, der skal definere kvaliteten i vores ældrepleje. Jeg mener nej.

Det handler ikke om farven på lastbilen, der henter tøjet. Det handler om, at borgerne føler sig trygge, respekterede og godt serviceret. Det burde have været det vigtigste kriterium i dette udbud.