Vi deler Ingers holdning: Fuld stop for solceller
Danmarksdemokraterne i Syddjurs kræver fuldt stop for solcelleprojekter.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I Danmarksdemokraterne i Syddjurs har vi fået nok af de kæmpestore solcelleprojekter, der bliver presset ned over hovedet på borgerne, for at tilfredsstille store energiselskaber og investorer, der kun tænker på profit.
Vi siger det lige ud: Det her handler mindre om grøn omstilling – det handler om penge. Mens selskaberne gnider sig i hænderne, står naboerne tilbage med udsigten til kilometerlange hegn, ødelagt natur og faldende ejendomsværdier. Det er uretfærdigt, og det er ikke den måde, man skaber opbakning til den grønne omstilling på.
Gang på gang ser vi, at beslutningerne bliver truffet langt væk fra dem, det går ud over. Lokale borgere bliver tromlet ned og ikke spurgt – de bliver overhørt. Naturen, marker og landskaber bliver forvandlet til industriområder, fordi nogle få skal tjene store penge.
Vi spørger helt ærligt: Hvor blev fornuften af? Skal vi virkelig lade store selskaber sætte sig på vores natur, mens lokalsamfundene bliver de store tabere? Det siger vi klart nej til.
Danmarksdemokraterne har hele tiden sagt fra overfor flere solcelleprojekter i Syddjurs kommune.
Alle kender vel efterhånden vores partiformand Inger Støjbergs holdning til ”jernmarker” og ja til ”kornmarker” Denne holdning deler vi som Danmarksdemokrater og parti naturligvis også lokalt i Syddjurs kommune.
Vi vil have grøn omstilling, men med respekt for mennesker, natur og lokaldemokrati. Vi kommer aldrig nogensinde til at stemme ja til nye jernmarker i vores kommune og det valgløfte er hermed givet
For os er det sund fornuft: Grøn energi skal ikke koste sammenhængskraft, tillid og trivsel i vores lokalsamfund. Alt andet er hverken grønt, demokratisk eller bæredygtigt, det er bare store selskabers guldgrube forklædt som grøn samvittighed.
Ønsker du rødt lys til nye solcelle projekter i Syddjurs så stem på et parti hvor netop din stemme er med til at stoppe vanviddet.