Sporleders spin er af den værste skuffe

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I en artikel her i avisen afsløres det, hvordan det konservative byrådsmedlem Peter Sporleder har forsøgt at bruge sin magtposition op til budgetforhandlingerne til at få fyret teaterleder Torben Dahl fra Teater Katapult. Ifølge Sporleder selv skulle fyringen være en forudsætning for, at De Konservative ville støtte en økonomisk redning af teatret.

Jeg er selv kilde i historien, da jeg er en af dem, Sporleder har sagt det til. Selvom Sporleder har undskyldt for at have misbrugt sin position til at presse på for en fyring af teaterlederen – noget der ligger uden for alle regler og rammer for et byrådsmedlem – kræver hans efterfølgende bortforklaringer et genmæle.

Sporleder er blevet taget med fingrene i kagedåsen, men hans undskyldning går mere på, at kagedåsen jo stod fremme. Ifølge ham handlede det kun om at redde Teater Katapult. Redde Katapult fra hvad? International succes, publikumsrekord og anmelderros?

Behovet var en økonomisk løsning på et udløb af en bevilling – ikke en fyring. Sporleder siger i artiklen, at han har den dybeste respekt for Torben Dahl, men vil alligevel have hovedet kappet og en ny linje lagt. Den forklaring giver ingen mening, medmindre man tilføjer ordene politisk spin.

Han fortsætter: »Jeg blander mig ikke i Aarhus Kommunes institutioners ledelse…«. Men som det fremgår af hans egne citater, foreslog han både at dele lederposten og fjerne Torben Dahl. På hvilken planet er det ikke at blande sig i institutionernes ledelse? Der var snarere brug for, at nogen reddede Katapult fra Sporleder?

Bortforklaringerne fortsætter. Sporleder hævder, at tekstbeskederne, som dokumenterer forløbet, er klippet ud af sammenhæng, så de fremstår misvisende. Det er de ikke – og Sporleder har min tilladelse til at offentliggøre vores korrespondance i sin helhed, hvis han ønsker det.

Selvom det var ham, der inviterede mig til en drøftelse om Katapult, forklarer Sporleder, at han blot ofte siger ja til at mødes, når borgere henvender sig. Den 30. juli klokken 12.24 modtog jeg dog denne besked på Messenger:

“Hej Peder. Måske vi skal tage en snak om Katapult? Kh Peter.”

Det var den første besked, jeg nogensinde har fået fra Sporleder. Ifølge ham var vores dialog fortrolig – men hvordan kan den være det, når han opfordrede mig til at prikke Teater Katapults bestyrelsesformand på skulderen og påpege de påståede problemer med teaterlederen?

Fik Sporleder og De Konservative så bremset en økonomisk løsning for Teater Katapult? Ifølge ham selv havde han ikke magten til det, og der var generelt ikke opbakning til en bevilling. Igen et søgt argument.

Hvorfor stemme konservativt, hvis partiet hverken kan få noget igennem eller bremse noget, de er imod, under forhandlingerne? Samtidig havde Socialdemokratiet og andre partier forud for budgetforhandlingerne offentligt tilkendegivet deres opbakning til Katapult.

Jeg har været i det politiske miljø længe, og selvom jeg ikke længere er aktiv i Aarhus, taler jeg stadig med folk – også dem, der sad i forhandlingsrummet. Herfra kan jeg konstatere, at der er meget forskellige opfattelser af De Konservatives rolle i forhandlingerne og den version, de selv udlægger i avisen.

Personligt kan jeg godt lide Peter Sporleder. Han var en god kollega, hvor der var plads til både grin og diskussioner om byens udvikling. Men min positive indstilling til ham som person står under mine kulturpolitiske principper:

Nogen må stå vagt om armslængdeprincippet og kunstens frihed til at udfordre – også politikere.