Fortsæt til indhold

Ebeltoft har brug for stærke lokale konservative stemmer i Byrådet

Debat
Tommy Bøgehøj,nuværende byrådsmedlem, der nu takker af

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Tak til Ebeltoft for den store lokale vælgeropbakning, jeg har fået gennem mange år i byrådet i Syddjurs.

Det har været en spændende periode, hvor Ebeltoft har udviklet sig fra at være en færgeby til at blive en af landets førende turistdestinationer med fokus på kultur og natur.

Min første periode 2010-2013 var starten på den omvæltning, som byen har været igennem. Kommunen var præget af svære økonomiske tider og var tæt på at komme under statslig administration. Molslinjen stoppede som helårsrute med efterfølgende hotellukninger og generel tilbagegang for både erhvervsliv og bosætning i Ebeltoft til følge.

Siden har Ebeltoft gennem årene udviklet sig til at være en fantastisk by både at bebo og besøge.

Dette skyldes i stor udstrækning det store lokale engagement, de mange foreninger og de mange frivillige kræfter, og stor tak til alle jer for samarbejdet gennem årene.

Jeg vil gerne ændre den skrøne, at man ikke kan drive erhverv i Ebeltoft. Jeg var direktør i daværende InterProfiles/Corus.

Byggesystemer ved færgehavnen fra 1990-2005, adm. direktør og ejer af Skomø fra 2005-2018 og i dag medejer og bestyrelsesformand for de 2 virksomheder med hver ca. 20 medarbejdere i Erhvervsparken, nemlig Colombani og GreenOil.

Gennem alle årene har der været en positiv udvikling, godt samarbejde med kommunen og mulighed for at tiltrække særdeles kvalificerede og særdeles loyale medarbejdere. Der er stadig mange muligheder for erhvervsudvikling i Ebeltoft. Ligeledes har jeg gennem mange år været formand for Fregatten Jylland.

Det er vigtigt, når vi taler udvikling, kultur og erhverv i Syddjurs Kommune, at der er repræsentanter i Syddjurs Byråd, som forstår den kompleksitet og de muligheder, som Ebeltoft og vores store kulturinstitutioner og erhvervsliv bringer til bordet.

Nu er det på tide at give stafetten videre, og heldigvis har Ebeltoft flere stærke konservative kandidater på stemmesedlen, som jeg kan anbefale.

Det handler ikke om sognerådspolitik, men om at sikre, at Ebeltofts helt store økonomiske motor – turismen, de store kulturorganisationer og det lokale erhvervsliv - har repræsentanter med lokal forankring og et netværk, der sikrer en dybere forståelse, når diskussionerne tages i byrådssalen og udvalgene.

Det er et hverv, jeg har taget alvorligt i de tre byrådsperioder, jeg har haft siden 2010. Nu er det på tide at give stafetten videre, og heldigvis har Ebeltoft flere stærke konservative kandidater på stemmesedlen, som jeg kan anbefale.

Vibe Bregendahl Noordeloos har et stort engagement i byen, både som formand i Distriktsrådet og Aftenskolen for Musik og Kultur, og som medlem af Fregatten Jyllands bestyrelse, og senest som initiativtager og projektleder på Sing for Unity.

Samtidig har Vibe et ben ind i erhvervslivet gennem både bestyrelsesposter og med egen virksomhed. Vibe er nr. 5 på den konservative liste.

Kim Withen har med sin håndværkerbaggrund og sit engagement i Håndværker- og Borgerforeningen og Danmarks Naturfredningsforening gennem en årrække spillet en stor rolle for byens udvikling. Han har været selvstændig i en årrække og politisk aktiv længe. Kim er nr. 6 på den konservative liste.

Sverre Tønder har også været engageret i Distriktsrådet, Ebeltoft Skoles bestyrelse og gennem Handelsstandsforeningen, hvor han blandt andet har arbejdet med udviklingen af Jernbanegade. Han er ansat i Jobcentret og driver selvstændig virksomhed. Sverre er nr. 9 på den konservative liste.

Dorthe Le Fevre er kandidat til både Byrådet og Regionsrådet. Hun har engageret sig i ældreplejen og i flere af byens foreninger og frivillige arrangementer. Med sin indsigt i ældre- og sundhedsområdet vil hun være et stærkt kort i byrådet og regionen. Dorthe er nr. 14 på den konservative liste.

Når krydset skal sættes, er det vigtigt at støtte op om Ebeltoft og stemme personligt. Derfor håber jeg, I vil stemme på en dygtig og løsningsorienteret kandidat med indsigt i udvikling af både kultur- og erhvervsliv i byen.

Det har stor betydning for Ebeltofts fremtidige udvikling. Byen har brug for stærke konservative stemmer i Byrådet.

Endnu en gang tak for den store opbakning og godt valg til jer alle.