Fortsæt til indhold

Offentligt ansatte skal kunne ytre sig – også kritisk – uden frygt for sanktioner

Debat
Christian BuddeRådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Debatten om offentligt ansattes ytringsfrihed er både vigtig og nødvendig. Når medarbejdere i den offentlige sektor tøver med at bruge deres stemme, mister vi alle noget: viden, indsigt og erfaringer, der kunne gøre vores velfærd bedre. Derfor vil jeg gerne minde om det arbejde, der allerede foregår i Sundhed og Omsorg for at styrke åbenheden, den psykologiske tryghed og medarbejdernes mulighed for at ytre sig – også kritisk – uden frygt for sanktioner.

Offentligt ansatte har ytringsfrihed, men reglerne i sig selv skaber ikke en kultur, hvor medarbejdere trygt kan bruge den. Netop derfor begyndte Sundhed og Omsorg i 2024 at tilbyde åbenhedstræning til ledere, tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter. Noget, der i 2025 er tilbudt til alle medarbejdere og indarbejdet i introduktionen af nye ledere. Målet er at styrke medarbejdernes viden om deres rettigheder og ansvar, at give større sikkerhed i mødet med pressen og at understøtte en mere oplyst offentlig samtale om sundheds- og omsorgsområdet. En sådan samtale kræver nemlig, at de, der står tættest på borgerne, også føler sig trygge ved at dele deres erfaringer – også når de er kritiske.

Arbejdet for en stærkere åbenhedskultur står ikke alene i Sundhed og Omsorg. Tidligere på året indgik vi en aftale med FOA for at imødegå den selvcensur, som mange medarbejdere på velfærdsområdet oplever. Aftalen udspringer af et fælles ønske om at skabe en hverdag, hvor medarbejdere frit kan fortælle om forhold og regler, de mener bør ændres, uden frygt for negative ledelsesreaktioner. Derfor lægger aftalen vægt på at styrke kendskabet til reglerne om ytringsfrihed, synliggøre retten i ansættelsesbreve, dele gode eksempler på medarbejdere, der bruger deres stemme, og udvikle lokale retningslinjer, som sikrer en tryg og konstruktiv håndtering af kritik. Samtidig opfordrer aftalen medarbejderne til at udfordre unødvendige regler og dokumentation, så vi løbende kan frigive tid til kerneopgaven og løfte kvaliteten for borgerne.

Der vil altid være konkrete sager, som udløser debat, og det er et sundhedstegn i sig selv. Men midt i diskussionerne er det vigtigt at fastholde blikket på det brede, langsigtede arbejde, der skal skabe reel tryghed for dem, der står i frontlinjen. Det arbejde handler om at lytte til medarbejderne, lære af deres erfaringer og skabe strukturer, der gør det både muligt og naturligt at ytre sig.

Vi er ikke i mål, men vi er godt i gang. Og vi fortsætter indsatsen, for en stærk kultur af åbenhed og ytringsfrihed er afgørende for kvaliteten af den omsorg, vi leverer til aarhusianerne. Kun når medarbejderne trygt kan dele det, de oplever, kan vi skabe den udvikling, som både borgere og faglighed har krav på.