Fortsæt til indhold

En levende offentlig debat kræver frihed til faglige stemmer

Vi lærer, at tavshed er den sikreste vej til at kunne udføre vores job, frygter kommuneplanchef efter mistillidserklæring.

Debat
Esben ObelingKommuneplanchef i Aarhus Kommune

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Efter en artikel i Din Avis om min lederkollega, afdelingsleder for Mobilitet Morten Skou Nicolaisen, føler jeg mig kaldet til at rejse et vigtigt spørgsmål: Hvordan sikrer vi, at embedsmænd fortsat tør sige deres mening?

Efter at Morten på LinkedIn delte sin faglige analyse af kommunalvalget, har to byrådsmedlemmer offentligt erklæret mistillid og ifølge Din Avis nærmest opfordret til fyring. Politikerne har selvsagt ret til at være uenige med Mortens analyser, men deres offentlige personangreb har ubehagelige konsekvenser for vores lokale demokrati.

Faglig frihed erstattes af politisk frygt Som offentligt ansatte har vi udstrakt ytringsfrihed. Den frihed gælder ikke kun, indtil den bliver ubelejlig for dele af vores politiske ledelse. Ytringsfrihed er retten til at sige en uafhængig tanke højt, uden at nogen med magt forsøger at straffe det.

Deler du som embedsmand en analyse, der strider imod visse politikeres dagsorden, vil politikerne bruge deres magt til at gøre det nærmest umuligt for dig at yde dem faglig betjening og rådgivning, uanset hvor loyal den er.

Når to byrådsmedlemmer erklærer mistillid til en menig leder og kræver ham indkaldt til samtale for at ytre sig i offentligheden, sender det et ødelæggende signal: Deler du som embedsmand en analyse, der strider imod visse politikeres dagsorden, vil politikerne bruge deres magt til at gøre det nærmest umuligt for dig at yde dem faglig betjening og rådgivning, uanset hvor loyal den er. Det er en embedsmands værste frygt, og det kan få mange til at tie for en sikkerheds skyld.

Konsekvensen er tavshed De to byrådspolitikeres pres bidrager til at skabe et bekymrende miljø rundt omkring i alle kommunens forvaltninger. For det første mister vi viden. Vi risikerer at miste værdifulde faglige perspektiver, fordi frygten for politisk utilfredshed nu er større end pligten til at dele vores viden. For det andet vokser tavshedskulturen. Truslerne mod Morten er en advarsel til os alle. Vi lærer, at tavshed er den sikreste vej til at kunne udføre vores job.

Vi må ikke lade vores ytringsfrihed blive en ret, der kun gælder, så længe vi ikke bruger den. Vi skal alle værne om ytringsfriheden som en grundlæggende ret. En ret, der skal kunne udøves uden risiko for at blive straffet, heller ikke uformelt – og uden tanke på om vores udtalelser kan opleves som politisk kontroversielle.

Men hvad kan vi så gøre? Jeg har nogle idéer til hvordan vi kan hjælpes ad med at beskytte ytringsfriheden:

  • Til byrådsmedlemmerne: Undlad offentlige mistillidserklæringer mod offentligt ansatte. Se embedsmænds offentlige udtalelser som en mulighed for politisk debat, ikke en trussel mod jeres politiske dagsorden.
  • Til topledelserne, rådmænd og borgmesteren: Signalér tydeligt, at den faglige integritet beskyttes. Det er ikke kun i Teknik og Miljø, at de to byrådsmedlemmers udtalelser skaber frygt, men her er der særligt brug for en klar og offentlig genbekræftelse af tilliden til Morten for at sikre modet blandt de ansatte.
  • Til alle kollegaer og vores fagforeninger: Vi må stå sammen for at forsvare vores ret til at ytre os. Hvis vi tier, accepterer vi, at frygten vinder. Vi skal insistere på at vores vigtige faglige stemmer må være en del af den offentlige debat.