Fortsæt til indhold

Ét postnummer står for skud: Der tegner sig et bekymrende geografisk mønster for vindmøller og solceller

Overvægten af VE-projekter, der skal opføres i postnummeret 8370 Hadsten er ved at være for stor, mener byrådsmedlem.

Debat
Simon Buus Olsen (LA)Byrådsmedlem i Favrskov Kommune for Liberal Alliance

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I byrådet har vi på årets sidste byrådsmøde behandlet forslag til Naturplan. Når man behandler sådan et forslag, er det vigtigt at holde fast i et grundlæggende princip:

Planer og strategier må aldrig erstatte politiske beslutninger.

Naturplanen udspringer af Budget 2025-28, og ideen om at samle kommunens naturindsats i en samlet plan fortjener ros. Det har jeg også tidligere givet til Socialdemokratiet, SF og Konservative, der fremlagde et forslag i samme retning i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2025-28.

Men netop fordi Naturplanen er et strategisk og langsigtet dokument, er det afgørende, at den ikke bruges til at forhåndsgodkende konkrete VE-projekter, som hverken udvalg eller byråd har truffet beslutning om at igangsætte.

Alligevel er det præcis det, der potentielt nu sker.

Simon Buus Olsen (LA). Pressefoto

I Naturplanen fremgår flere VE-projekter, som endnu ikke er politisk besluttet, og hvor hverken borgerne eller byrådet er ordentligt præsenteret for projekterne. Et af dem er endda primært kendt gennem rygter blandt borgerne frem for åben politisk behandling.

Det er problematisk både demokratisk og tillidsmæssigt.

Tidligere erfaringer viser, at når projekter først er skrevet ind i strategier og planer, bliver de næsten umulige at ændre senere. Borgerinddragelse risikerer at blive reduceret til en formalitet, fordi retningen allerede er lagt politisk.

Samtidig tegner der sig et bekymrende geografisk mønster. Vindmøller ved Hallendrup, VE-projekter ved Hinge, et potentielt massivt solcelleanlæg mellem Hadsten, Galten og Hadbjerg og nu endnu et stort solcelleprojekt mellem Hadbjerg og Hallendrup. Alle i postnummeret 8370 Hadsten.

Det rejser et helt legitimt spørgsmål:

Er byrden ved den grønne omstilling ved at blive ulige fordelt i Favrskov Kommune?

Derfor stillede jeg ændringsforslag i forbindelse med behandlingen af Naturplanen om, at VE-projekter, som ikke tidligere har været godkendt til igangsætning af lokalplanproces af byrådet, udelades af Naturplanen.

Det er ikke et nej til grøn omstilling. Det er et ja til ordentlighed, åbenhed og respekt for borgerne.

Naturplanen skal være et redskab til at beskytte og udvikle naturen og ikke en bagdør til forhåndsgodkendelse af store tekniske anlæg.

Det skylder vi både demokratiet og de lokalsamfund, der berøres mest.

Desværre bakkede kun Enhedslisten op om ændringsforslaget.