Fortsæt til indhold

Biologer styrer naturen med ideologi, ikke videnskab

Debat
Annette KlitMøllestien 3, Lyngsbæk, 8400 Ebeltoft

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det er meget mærkelige udtalelser fra to politikere, der har siddet i miljøudvalget. Den ene, Jørgen Ivar Mikkelsen (V), er landmand.

Enten ved de ikke, hvad der foregår i miljøafdelingen, hvilket der nok er en sandhed i, da miljøafdelingen har fået lov til at køre derudad i rewilding-lignende selvforvaltning for skatteborgernes penge.

Seks millioner kroner på fem år er givet til dyreholdere, hvis de lover ikke at fodre deres husdyr bag hegn om vinteren.

Eller politikerne er måske ikke helt inde i Dyrevelfærdsloven? Det er svært at tro.

Biologerne er dygtige, siger de. Ja, det er muligt, men de forvalter i øjeblikket vores natur og dyr efter nye ideologiske ideer, der udelukkende er ideer og ikke dokumenteret videnskab.

Og som er i klar strid med Dyrevelfærdsloven. Biologer har absolut ingen forstand på græssere som køer og heste eller andre store dyr; det er dyrlægers område.

Naturstyrelsen fik for nylig fængselsstraffe for at undlade fodring af deres dyr i et rewilding-lignende eksperiment (jf. den ene tiltalte) i vinterhalvåret herude i Mols Bjerge.

Helt fortjent. Alligevel forlanger Syddjurs miljøafdelings biologer, hvor mindst en har speciale i rewilding, at dyreholdere får gratis hegn, el og vand, hvis de lover ikke at fodre dyrene i vinterhalvåret.

Under retssagen i Randers udtalte Landbrugsstyrelsens dyrlæge, som var hende, der tilså de døde og døende dyr (og beskrev deres grusomme lidelser med tarme, der var iturevne og blødende af føde som grene, bark og buske), at køer og heste er græssere, og at de aldrig ville kunne leve af det, de kan finde i en skovbund eller lignende om vinteren.

Det er deres fordøjelsessystem ikke indrettet til, og videre sagde hun, at græssere skal fodres med artspassende foder i vinterhalvåret, hvor græs ikke vokser i Danmark.

Bjørn Jensen (C) nævner, at man jo kan flytte køerne, hestene og græsserne til en anden fold om vinteren.

Kære Bjørn, hvis græsset i den ene fold ikke vokser i Danmark i vores vinterklima, så gør græsset det jo nok heller ikke i nabofolden. Og mon ikke det er derfor, at normale og ordentlige landmænd, jf. Dyrevelfærdsloven, altid har fodret og fodrer deres vinterudegående husdyr om vinteren og sørger for læskur med tørt leje.

Politikerne i artiklen og biologerne udtaler, at ansvaret for forvaltningen af dyrene og udsultningen ligger hos de private dyreejere. Nej, den går ikke.

I retssagen mod Naturstyrelsen blev det klart stadfæstet, at det lå lige så meget hos Naturstyrelsen, som havde givet ordren om ikke at fodre dyrene.

Så hvis Syddjurs Kommune forbyder fodring af køer og heste i vinterhalvåret i foldene, så vil de til enhver tid kunne gøres lige så ansvarlige og lovbrydere som dyreejeren.

Det er helt uforståeligt, at en kommune kan bære sig sådan ad og forsøge at skubbe ansvaret fra sig, og at politikerne lukker øjnene eller er uvidende.

Så nej, kære politikere, Syddjurs Kommune overholder ikke Dyrevelfærdsloven jf. retssagen mod Naturstyrelsen og udtalelser fra Det Veterinære Sundhedsråd. Slet ikke.