Vi skal steppe op og forbedre grundsalget med målrettet markedsføring
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Syddjurs Kommune har i 2025 kun solgt 21 kommunale byggegrunde og dermed indkasseret knap otte millioner kroner mindre end oprindeligt forventet. Det bør give anledning til selvransagelse på rådhuset – og ikke til den passivitet, som borgmesterens svar på kritikken lægger op til.
Så lange sagsbehandlingstider koster ikke bare tålmodighed, men også konkrete investeringer, arbejdspladser og skatteindtægter.
Den lokale ejendomsmægler Mikael Lykke Sørensen peger i Din Avis Syddjurs på to helt centrale problemer: mangelfuld markedsføring og alt for lange sagsbehandlingstider. Her rammer kritikken plet.
Kommunen er ikke en ejendomsmægler. Men kommunen er ansvarlig for at skabe rammerne for udvikling, bosætning og et stærkt skattegrundlag. Og her er grundsalget et helt afgørende redskab.
Venstre er derfor enige med Mikael Lykke Sørensen: Det er ikke nok, at byggegrundene blot ligger på en hjemmeside. Det kræver målrettet og professionel markedsføring, hvis man vil nå potentielle tilflyttere i et konkurrencepræget boligmarked.
Samtidig er det stærkt bekymrende, når eksempler viser – som Mikael Lykke Sørensen også påpeger – at en lokalplan i Syddjurs kan tage helt op mod seks år at få færdig. Så lange sagsbehandlingstider koster ikke bare tålmodighed, men også konkrete investeringer, arbejdspladser og skatteindtægter. Når udviklere fravælger Syddjurs af frygt for systemets langsommelighed, er det et klart advarselssignal, som vi skal tage alvorligt.
Mikael Lykke Sørensen peger også på en konkret løsning: at lade udviklere udarbejde forslag til lokalplaner inden for de af kommunen udstukne rammer. Det er Venstre helt enige i. Vi har gentagne gange presset på for denne mulighed i Erhvervs- og Planudvalget, men uden at der indtil videre er sket noget som helst.
Derfor mener Venstre, at dette skal være et klart fokusområde fremadrettet. Vi vil tage debatten i byrådssalen på et kommende møde, fordi Syddjurs har brug for hurtigere processer, mere samarbejde med erhvervslivet og en mere smidig planlægning, hvis vi vil være en attraktiv kommune for investeringer og bosætning.
Borgmesteren siger, at kommunen skal sikre udvikling i hele kommunen – også i de mindre byer. Det er Venstre helt enige i. Men det kræver en aktiv strategi og tydelige politiske valg. Udvikling kommer ikke af sig selv.
Syddjurs har store kvaliteter, stærke lokalsamfund og et attraktivt geografisk udgangspunkt. Men potentialet bliver ikke indfriet uden politisk vilje, tempo og prioritering – og uden en borgmester, der er villig til både at forstå, lytte til- og håndtere udfordringerne.
Venstre ønsker en kommune, der samarbejder med erhvervslivet, lytter til saglige input og tør tænke nyt for at skabe vækst. Det skylder vi både borgerne og fremtidens Syddjurs.