»Udvikling kan også være at bevare idyllen – alle steder skal ikke vokse for at have værdi«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Når vi taler om landsbyudvikling, bliver udvikling ofte gjort synonym med vækst. Flere boliger. Flere udstykninger. Mere af det samme.

Men i praksis ved vi godt, at virkeligheden er mere nuanceret – også i Favrskov.

Som formand for Landsbyrådet i Favrskov de sidste 4 år møder jeg stor lokal opbakning til udvikling. Men jeg møder også en stigende erkendelse rundt omkring: Ikke alle landsbyer kan – eller bør – udvikles på samme måde.

Nogle steder er efterspørgslen på nye boliger reel. Andre steder har gentagne forsøg på udstykning vist sig at være uden marked. Resultatet bliver tomme grunde, ufærdige områder og en oplevelse af stagnation fremfor fremdrift.

Det gavner ingen.

Derfor giver det mening at tale om en mere strategisk tilgang til landsbyudvikling – eksempelvis gennem en såkaldt trafiklysmodel. Et værktøj, der hjælper med at prioritere forskelligt uden at gradbøje værdien af mennesker og lokalsamfund.

Her kan f.eks. skelnes mellem: Landsbyer, hvor vækst og nybyggeri er en styrke. Landsbyer, hvor stabilisering og forbedringer er det rette fokus. Og landsbyer, hvor udvikling ikke handler om mere byggeri – men om noget andet.

Det er især de sidste, der ofte misforstås.

Røde landsbyer er ikke døde landsbyer. De er landsbyer, hvor ansvarlig politik betyder, at vi holder igen med nye boligområder, som ikke kan sælges – og i stedet investerer i kvalitet frem for kvantitet.

Det kan være gennem nedrivning af nedslidte ejendomme, der skæmmer helheden. Gennem mere grønt, mere natur og bedre sammenhæng. Og gennem en bevidst fastholdelse af landsbyens skala og identitet – dét, som mange netop sætter pris på.

Udvikling kan også være at bevare idyllen. At gøre byen lidt mindre – men mere sammenhængende. Og at acceptere, at ikke alle steder skal vokse for at have værdi.

Alternativet er symbolpolitik: planer uden købere og forventninger uden dækning. Det svækker tilliden og slider på fællesskabet.

Favrskov har brug for en landsbyudvikling, der bygger på ærlighed, lokal viden og ansvarlige valg. Hvor der bliver udstykket grunde, når det giver mening – og hvor vi tør vælge andre løsninger, når det er vejen frem.

Det kræver mod. Men det er sådan, vi viser respekt for både landsbyerne og deres fremtid.