Godt du råber op, Pernille. Kommunen takker for vigtig feedback

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Kære Pernille

Tak for dit indlæg og for at sætte ord på de oplevelser, I som medarbejdere står midt i hver eneste dag. Det gør indtryk at læse om pårørende, der sidder med tårer i øjnene – ikke af manglende vilje, men af afmagt. Det er stærke vidnesbyrd, som vi som kommune er nødt til at tage alvorligt.

Jeg vil gerne slå fast, at de problemstillinger, du beskriver, ikke er ukendte for os – og de er ikke nye. I længere tid har vi været i dialog med både Handicaprådet, Kollektivtrafikrådet og Ældrerådet om netop tilgængelighed, ikke-digitale borgere og ældres mulighed for at bruge den kollektive trafik på tværs af kommunen. Det arbejde er baggrunden for de ændringer og nye tiltag, der nu er sat i gang.

Det er samtidig vigtigt at være tydelig om rollerne: Midttrafik leverer selve trafikydelsen, mens det er kommunen, der bestiller og fastlægger rammerne. Det betyder også, at vi – sammen med Midttrafik – har et fælles ansvar for kommunikationen omkring de nye løsninger. Hvis borgere og pårørende ikke føler sig trygge i de nye trafikknudepunkter, så har vi ikke løst opgaven godt nok, uanset hvordan systemet er skruet sammen på papiret.

Når det er sagt, er det også vigtigt at være ærlig: Nye løsninger kræver tilvænning. Forandringer i den kollektive trafik kan skabe usikkerhed – særligt for mennesker, der i forvejen er sårbare, eller som mister noget velkendt. Her har vi som kommune et ansvar for ikke kun at ændre systemer, men også for at forklare, guide og være til stede, når løsninger opleves svære i praksis. Det skal vi blive bedre til.

Flexkørsel og flexknudepunkter er ikke tænkt som tekniske løsninger løsrevet fra virkeligheden, men som et forsøg på at skabe mere nærhed, fleksibilitet og overskuelighed – især for ældre og borgere med særlige behov. Men de fungerer kun, hvis der samtidig er reel, menneskelig hjælp til bestilling, tydelig information og støtte til dem, der ikke er digitale. Det er en afgørende pointe, som dit indlæg understreger meget klart.

Det gælder i særlig grad i forbindelse med det nye demenscenter i Glesborg. Her handler transport ikke blot om at komme fra A til B, men om tryghed, genkendelighed og relationer. For borgere med demens er pårørendes tilstedeværelse helt central – og for pårørende må transporten aldrig blive en barriere, der skaber skyld, afmagt eller isolation.

Jeg er enig i, at dette ikke er et individuelt problem, men et fælles ansvar. Vi er i gang – men vi er ikke i mål. Næste skridt skal tages i dialog med både medarbejdere, pårørende og råd, så løsningerne i højere grad opleves som en hjælp i hverdagen og ikke som endnu et benspænd.

Tak fordi du råber op – det er nødvendigt. Og tak for det arbejde, I hver dag udfører for både borgere og pårørende.