Opråb til kommunen - pårørende græder af afmagt på plejecenter

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Som ansat på Plejecenter Glesborg ser jeg pårørende sidde med tårer i øjnene i vores forhal. Ikke af mangel på vilje, kærlighed eller omsorg – men af afmagt. For transporten til vores plejecenter er blevet en barriere, som rammer de mest sårbare.

Vi har mange pårørende, der med kærlighed og engagement ønsker at være hos deres kære – og nu, hvor Glesborg Plejecenter skal blive Norddjurs Kommunes nye demenscenter, er kontakten til pårørende vigtigere end nogensinde. Alle pårørende er en uvurderlig ressource for deres kære – hver på deres måde.

Vi som personale rummer og drager omsorg for de pårørende, der er kede af det, og støtter dem så godt vi kan. Men vi kan ikke fjerne de praktiske barrierer alene.

Realiteten er hård:

Svagtseende pårørende kan ikke selv bestille transport digitalt.

Dårligt gående kan ikke bruge offentlig transport med lange afstande, skift og trapper.

Økonomien kan være stram, når man bor på to forskellige lokationer.

For dem er de nuværende løsninger ikke bare utilstrækkelige – de er ubrugelige. Offentlig transport, Flextrafik og knudepunkter skal gøres let tilgængelige og brugbare for alle.

For borgere med demens er pårørendes tilstedeværelse afgørende. Kendte ansigter, stemmer og berøring skaber tryghed og genkendelighed i en hverdag, der ellers kan være præget af uro og forvirring. Når pårørende ikke kan komme, rammer det dobbelt – både pårørende og demensramte.

Bekymringen stopper ikke hos de nuværende pårørende. Vi møder også kommende pårørende – ægtefæller og børn – som allerede inden en evt. indflytning udtrykker stor uro: “Hvordan kommer jeg herud, når jeg ikke længere kan køre bil? Hvad gør jeg, når mit helbred svigter?” Transportudfordringer bliver en kilde til angst, længe før behovet opstår.

Konsekvenserne mærker vi stort set dagligt: pårørende, der frygter næste besøg; ægtefæller og børn, der isoleres fra deres nærmeste; borgere med demens, som reagerer med uro, tristhed og øget utryghed, når den faste kontakt forsvinder.

Dette er ikke et individuelt problem – det er et fælles ansvar.

Derfor er dette et opråb til Norddjurs Kommune: Tag ansvar for transporten for pårørende, der ikke selv kan køre bil. Skab fleksible, værdifulde og fremtidssikrede transportordninger. Sørg for reel, menneskelig hjælp til bestilling. Lyt til medarbejdere, nuværende og kommende pårørende, som oplever konsekvenserne hver eneste dag.

I et velfærdssamfund må adgangen til sine kære aldrig afhænge af syn, gangfunktion eller bil.

Solidaritet betyder, at vi indretter løsninger efter mennesker – ikke efter systemer.

Ingen pårørende i Norddjurs Kommune bør sidde på et plejecenter og græde af afmagt. Ingen borgere med demens bør undvære den tryghed, som kun et kendt menneske kan give.

Velfærd er ikke kun et tema op til et valg. Det er et ansvar, vi skal tage hver dag. Som medarbejdere og medborgere må vi råbe op, når systemer svigter mennesker – især dem, der ikke selv har kræfter eller stemme til at råbe.