Opråb til politikerne - tillid kan ikke stå alene og jeres passivitet svigter borgerne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

På beskæftigelses- og pensionsområdet er der et voksende problem, som kræver politisk opmærksomhed. Interne proceskrav er i praksis begyndt at fungere som erstatning for jura.

Lovgivningen er ikke i sig selv uklar. Problemet opstår i den måde, sager styres, prioriteres og afsluttes på – og i de politiske og ledelsesmæssige rammer, som forvaltningen arbejder under.

Når interne procedurer, samarbejdskrav, skabeloner og gentagne afklaringsforløb behandles, som om de er juridiske nødvendigheder, forskydes balancen mellem system og borger. Proces bliver det sikre valg. Afgørelser bliver det risikable.

Konsekvensen er ikke blot lange forløb.

Konsekvensen er også, at der nogle gange træffes afgørelser, som fremstår ude af proportion med sagens faktiske indhold.

Det er her, man ser afgørelser, som

– ikke hænger sammen med årelang dokumentation

– ignorerer gentagne og mislykkede afprøvninger

– peger på muligheder, der reelt ikke eksisterer

– eller fastholder borgere i yderligere proces, selv når alle faglige spor er udtømte

For borgeren fremstår sådanne afgørelser som groteske. Ikke nødvendigvis af ond vilje, men fordi proportionaliteten går tabt, når proces og styringsmål får større vægt end den konkrete, individuelle vurdering.

I praksis betyder det, at retssikkerhed bliver betinget. Den afhænger af, om borgeren har ressourcerne til at gennemskue forskellen mellem lovkrav og intern praksis, sige fra over for gentagen afklaring uden nyt indhold og fastholde sine rettigheder over lang tid.

Den borger, der ikke kan det, risikerer at blive fastholdt i forløb uden afslutning – eller mødt af afgørelser, der ikke afspejler virkeligheden.

Det er veldokumenteret, at langvarige og uafsluttede sagsforløb har menneskelige omkostninger. Gentagne afklaringer, konstant usikkerhed og manglende afgørelse slider – også på borgere, der i forvejen er syge eller sårbare. Et system, der ikke kan finde sit eget stop, risikerer at forværre helbred frem for at beskytte det.

I Syddjurs Kommune – som i mange andre kommuner – spiller den overordnede beskæftigelsespolitiske tilgang også en rolle. Når politiske målsætninger omsættes til styringslogik, kan der opstå en skævhed mellem ambitioner og borgerens faktiske situation.

Her lyder ofte den politiske udmelding: »Vi kan ikke gå ind i enkeltsager, men vi har tillid til embedsværket.«

Det er forståeligt – men utilstrækkeligt.

For hvis politikere ikke går ind i enkeltsager, men heller ikke systematisk forholder sig til de mønstre, som enkeltsagerne afslører, opstår der et tomrum. Et rum, hvor ansvar, beslutning og konsekvens er adskilt, og hvor ingen reelt korrigerer kursen.

Tillid kan ikke stå alene.

Tillid forudsætter politisk opfølgning på praksis.

Dette er ikke en kritik af enkelte medarbejdere. Mange arbejder loyalt og samvittighedsfuldt i et system med begrænset råderum og stærk styring. Netop derfor er dette et politisk ansvar.

Retssikkerhed må ikke afhænge af borgerens styrke, viden eller udholdenhed. Den skal være indbygget i systemet.

Et velfærdssystem må kunne mere end at administrere korrekt – det må også kunne afslutte, når dokumentationen er klar.