Fortsæt til indhold

Svar på tiltale: Skatter og gebyrer er ikke et valg - det er en nødvendighed

De kommunale velfærdsydelser er underlagt nationale økonomiske rammer. Miljø- og landbrugstilsynsgebyrer er statsligt pålagt, ikke kommunalt valg, lyder det i et svar fra medlemmer af Skanderborg Byråd til Liberal Alliance.

Debat
Andreas Tang-Brock (S) og Torben Wallner (K)Byrådsmedlemmer for Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Svar på debatindlægget ”Elsker man bare høje skatter og gebyrer i Skanderborg” bragt i Din Avis Skanderborg 11. februar. Det er både legitimt og vigtigt at diskutere skatter, gebyrer og effektiv drift af kommunen. Men debatten bliver mere oplysende, hvis den tager udgangspunkt i de faktiske forhold.

For det første er gebyret for miljø- og landbrugstilsyn ikke en lokal opfindelse. Det følger af en bekendtgørelse udstedt af Miljø- og Ligestillingsministeriet, som pålægger kommunerne at opkræve fuld brugerbetaling for disse myndighedsopgaver. Det er altså ikke et valg, Skanderborg Byråd kan træffe eller lade være med at træffe. Når staten ændrer reglerne fra delvis til fuld omkostningsdækning, skal vi som kommune fastsætte en takst, der dækker de reelle udgifter.

Det er ikke blot en forenkling – det er en grov undervurdering af det arbejde, som hver eneste dag udføres af lærere, pædagoger, sosu’er og mange andre medarbejdere.

For det andet er det stærkt problematisk at fremstille vores skoler, dagtilbud og ældrepleje som udtryk for systemisk ineffektivitet.

Det er ikke blot en forenkling – det er en grov undervurdering af det arbejde, som hver eneste dag udføres af lærere, pædagoger, sosu’er og mange andre medarbejdere.

De løfter komplekse opgaver for børn, ældre og sårbare borgere inden for økonomiske rammer, der i vid udstrækning fastlægges nationalt. At reducere den indsats til en antydning af, at skatten primært dækker, »at de ansatte møder ind«, er ikke en rimelig kritik – det er en tilsidesættelse af den faglighed og det engagement, der bærer vores lokale velfærd.

For det tredje overser debattøren de betydelige konsekvenser af udligningsreformen for kommunens økonomi.

Skanderborg Kommune er blandt de kommuner, der bidrager betydeligt til den kommunale udligning. Det påvirker vores økonomiske råderum direkte og er en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor sammenligninger med enkeltkommuner isoleret på skattesats kan være misvisende.

Endelig er det værd at bemærke, at Liberal Alliances to medlemmer af byrådet godkendte gebyret i både Økonomi- og Erhvervsudvalget og senere i byrådet uden bemærkninger.

Det tyder på, at der i selve beslutningssituationen var en fælles forståelse af, at der var tale om en lovbunden og teknisk fastsættelse – ikke et politisk ønske om at hæve skatter eller pelse borgerne.

Hvis de økonomiske rammer og den statslige regulering en dag giver reel mulighed for skattelettelser uden at svække den velfærd, borgerne forventer, er det ikke os, der vil stå i vejen for det.

Vi er enige i, at effektiv drift og gennemsigtighed er afgørende. Den diskussion tager vi gerne. Men det er vigtigt, at den føres på et oplyst grundlag – og med respekt for både lovgivningen og de medarbejdere, der hver dag leverer den velfærd, borgerne forventer.