Kommune halter efter - placering som nr. 85 i national benchmarking
Syddjurs Kommune placeres lavt i national benchmarking. Flere borgere end forventet forbliver i midlertidige forsørgelsesforløb.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I mit tidligere debatindlæg beskrev jeg en bekymring for, at proces i nogle tilfælde kan komme til at fungere som erstatning for jura på beskæftigelses- og pensionsområdet i Syddjurs Kommune. At interne procedurer og gentagne afklaringsforløb får en vægt, som i praksis kan gøre det vanskeligere at nå frem til en endelig afgørelse.
Efterfølgende er jeg blevet opmærksom på den seneste nationale benchmarking af kommunernes indsats. Her placeres Syddjurs som nr. 85 ud af landets 98 kommuner. Det betyder, at flere borgere end forventet befinder sig i midlertidige forsørgelsesforløb, når der tages højde for kommunens rammevilkår.
Denne placering bør give anledning til politisk opmærksomhed. For når flere borgere end forventet forbliver i midlertidige forløb, rejser det et naturligt spørgsmål om, hvorvidt sager i tilstrækkelig grad afklares og afsluttes, når dokumentationen er til stede.
Politikere skal ikke gå ind i enkeltsager, men de har ansvar for at forholde sig til de mønstre og resultater, der opstår.
Når styring sker på baggrund af målinger og nøgletal, bliver det samtidig afgørende, hvordan der reageres på resultaterne. Erfaringer viser, at forbedringer ikke opnås gennem mere proces i sig selv, men gennem rettidig og realistisk afklaring. Hvis fokus forskydes mod yderligere proces frem for afgørelse, risikerer man at fastholde borgere længere i midlertidige forløb uden reel fremdrift.
Det er ikke et spørgsmål om den enkelte medarbejders indsats, men om de strukturer og prioriteringer, der fastlægges politisk og ledelsesmæssigt. Politikere skal ikke gå ind i enkeltsager, men de har ansvar for at forholde sig til de mønstre og resultater, der opstår.
Mit tidligere læserbrev pegede på risikoen for, at proces kan komme til at stå i stedet for afgørelse. Den aktuelle benchmarking gør det relevant at spørge, om der er behov for politisk opmærksomhed på, hvordan praksis understøtter både retssikkerhed, proportionalitet og rettidig afklaring.
Et velfærdssystem skal ikke blot kunne fortsætte processer. Det skal også kunne afslutte dem, når grundlaget er til stede.