Fortsæt til indhold

Børnene fra de familier, der har en så vild kriminel løbebane, skal i højere grad tvangsfjernes ved fødslen

»Vi skal ikke finde os i, at kriminelle klaner ødelægger vores by og blæser på dansk lovgivning. Derfor er de nye tiltag også et stort skridt i den rigtige retning og med til at gøre livet surt for kriminelle familier,« skriver Gert Bjerregaard (V).

Debat
Gert BjerregaardFolketingskandidat, byrådsmedlem og gruppeformand for Venstre i Aarhus.

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I Gellerup har vi kriminelle familieklaner, der gang på gang begår alvorlig kriminalitet og skaber lokal utryghed.

Derfor er jeg også rigtig glad for, at Venstre og regeringen har præsenteret et nyt udspil, der skal sikre, at kriminelle familier sidestilles med bandegrupperinger.

Derudover bliver straffen skærpet for den såkaldte bestillingskriminalitet, hvor kriminelle grupper f.eks. hyrer unge mennesker til at begå kriminalitet.

Vi skal ikke finde os i, at kriminelle klaner ødelægger vores by og blæser på dansk lovgivning. Derfor er de nye tiltag også et stort skridt i den rigtige retning og med til at gøre livet surt for kriminelle familier.

Den nye lovpakke kan være med til, at politiet kan dele oplysninger med skoler og socialforvaltninger via SSP-samarbejdet.

Oplysningerne skal kunne indgå i børnefaglige undersøgelser og i sidste ende føre til tvangsfjernelse. Myndighederne skal gøre alt for at hjælpe dem, før de selv bliver en del af det.

Kriminelle familier med mange børn, hvor der allerede er tvangsfjernet flere børn, kan man stille spørgsmålet: Kan de i det hele taget tage hånd om at passe og opdrage flere børn?

Mit svar er klart nej, vi skal i højere grad tvangsfjerne børnene fra de familier, der har en så vild kriminel løbebane, allerede ved fødslen.

Gert Bjerregaard (V) mener konventionerne skal udfordres, så flere kriminelle kan blive udvist af landet. Foto: Søren Vendelbo/Ritzau Scanpix

Vi taler om børn, der fødes ind i familier, hvor de vokser op med økonomisk kriminalitet, hårde stoffer og vold.

Nu er vi nødt til at lægge fra land og gå hårdere til værks og få stoppet denne gruppe af dybt kriminelle familier. Derfor vil en stemme på mig til det kommende folketingsvalg også være en stemme på en erfaren politiker, der kender problemerne indefra i Aarhus Kommune.

Der er behov for at udfordre konventionerne, der står i vejen for en hårdere indsats mod dybt kriminelle familier og bander, mange burde for længst have været udvist fra vores land. De skaber utryghed, og så koster de samfundet kassen.