Hvad om vi brugte fisk til at gøre Skanderborg Sø renere?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Jeg har sendt en forespørgsel til Klima-, Miljø- og Planudvalget i Skanderborg Kommune om muligheden for at afholde et borgermøde om at bruge fisk til at gøre Skanderborg Sø mere ren. Hvad er fordele og ulemper herved, og hvad vil det koste? Vi er mange borgere, der bruger søen jævnligt, og som godt kunne tænke os en renere sø.
Jeg har ligeledes spurgt til muligheden for, at kommunen tager målinger af mængden af fosfor i Skanderborg Sø hvert halve år eller en gang om året fra nu af og fremover – og om prisen herfor for kommunen. Således vil borgerne i kommunen kunne følge udviklingen af denne forureningskilde. Forøges den eller formindskes den? Der kunne for eksempel sættes en skærm op ved bybadet med oplysninger herom.
Derudover kunne det også være interessant at få mere viden om, hvilke bivirkninger der er ved brug af aluminium til oprensning af fosfor i en sø.
Ser frem til et spændende borgermøde.