Ved de lange borde lærer man, hvem der taler – og hvem der lytter

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Gud, giv mig et lyttende øre.«

Sådan lyder en bøn hos Martin Luther i let omskrivning, og den kunne med fordel stå på bordkortene her i foråret.

For snart er det sæson for lange borde – påskefrokoster, konfirmationer og bryllupper – og med dem følger den stille spænding, når man finder sit bordkort: hvem mon man skal sidde ved siden af?

For der findes typer.

Der er vognmanden. Jeg mødte ham til en sammenkomst, hvor jeg – mest for at sætte samtalen i gang – spurgte til hans arbejde. Det var som at trykke på en knap. Han fortalte om branchen, om hvordan man får tingene til at glide, om regler der kan fortolkes lidt kreativt, om dieselpriser og små genveje, man kun kender, hvis man har været med længe.

Så er der verdensforklareren. Ham der lægger verdenssituationen ud mellem retterne med alvor og sikkerhed. »Det, man skal forstå, er …« begynder han, og så ved man, at aftenen har fået sin dagsorden.

Og så er der mobilfremviseren. »Du skal lige se …« siger han – og pludselig sidder man med på ferie, ved det nye køkken og foran solnedgange, der ikke kan beskrives – men alligevel bliver det.

Fælles for de tre typer er, at de ikke synes, de behøver at spørge mig – eller andre omkring bordet – om noget.

Indimellem tænker jeg: Hvad fortæller de egentlig, når de kommer hjem fra festen? Hvis nogen spørger: Hvem sad du ved siden af? – hvad kan de så sige? De har jo ikke oplevet andet end selv at fortælle.

Sådan var det ikke med én bestemt bordherre:

Onkel Svend.

Min yndlingsbordherre – allerede fra påskefrokosterne, da jeg var barn. Han sad der med en ro, der fik én til at tale lidt langsommere. Han gad høre om det hele – også det små og hverdagsagtige – og man kunne mærke, at det, man sagde, blev taget imod.

Og også, da jeg blev voksen, var han den, jeg helst sad ved siden af. For man kunne spørge ham tilbage – og så kom historierne stille frem.

Om dengang han kom ud at tjene som otteårig. Om arbejdet, der bare skulle passes. Om hvor stort det havde været at tage på bryllupsrejse ved Gardasøen i 1950’erne – næsten som at træde ud i en større verden.

Jeg tænker nogle gange, at hvis man havde sat ham ved siden af vognmanden, verdensforklareren eller mobilfremviseren, ville han næppe have fået et ord indført. Og så ville man være gået glip af det hele.

For sandheden er, at jeg også selv af og til kan høre mig selv rulle mig ud i lange historier, som i mit eget hoved er aldeles morsomme – og opdage, at jeg er den, der griner højest.

Det er ikke altid let at huske, at en samtale også har en anden side.

Når jeg tænker tilbage, er jeg taknemmelig for, at jeg faktisk fik lyttet til Svend – til historierne om barndommen, arbejdet, rejsen sydpå, alt det der ellers kunne være blevet i stilheden.

Så når jeg igen sætter mig ved et langt bord, er det også en bøn til mig selv:

Gud, giv mig et lyttende øre.