DF udnytter familietragedie til politisk propaganda

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Sagen fra Hadsten er dybt rystende. Et barn har i årevis været udsat for grov vold i sit eget hjem. Den slags forbrydelser er noget af det mest modbydelige, man kan forestille sig, og de ansvarlige skal naturligvis stilles til ansvar. Først og fremmest bør vores fokus være på ofrene og på, hvordan samfundet kan blive bedre til at opdage og stoppe den slags overgreb i tide.

Men for Dansk Folkeparti er en tragisk sag tilsyneladende først og fremmest en politisk mulighed.

I et debatindlæg fra Dansk Folkeparti, bliver sagen fra Hadsten straks brugt som endnu et “bevis” på, at dansk indvandringspolitik er uansvarlig. Den konklusion bliver trukket uden tøven og uden skyggen af nuancer. En enkelt brutal familiesag bliver gjort til symbol på et helt politisk område og på mennesker med en bestemt baggrund.

Det er en velkendt strategi fra DF: Når en forfærdelig sag dukker op, bliver den straks koblet til indvandring, uanset hvor kompleks virkeligheden er. Det er ikke analyse. Det er ikke ansvarlig politik. Det er simpelthen politisk opportunisme.

Samtidig bliver der i debatindlægget fremsat en antagelse om, at faderen i sagen sandsynligvis ikke vil blive udvist. Det bruges som endnu et argument for, at systemet angiveligt er svagt og uansvarligt. Problemet er bare, at det netop er en antagelse. En formodning. Ikke en kendt kendsgerning. Alligevel bliver den præsenteret, som om den allerede er en realitet – endnu et greb til at skabe indignation og bekræfte en politisk fortælling.

Den slags retorik er ikke bare unuanceret. Den er bevidst vildledende.

Sandheden er, at vold i familier desværre findes i alle dele af samfundet. Den findes blandt mennesker med dansk baggrund, blandt indvandrere, blandt rige, blandt fattige og i alle mulige kulturelle sammenhænge. Den er et alvorligt socialt problem, som kræver stærke sociale indsatser, opmærksomme myndigheder og et samfund, der reagerer i tide.

Men den slags løsninger er åbenbart ikke interessante for DF. For løsninger kræver arbejde, samarbejde og vilje til at forstå komplekse problemer. Det er langt lettere at udpege en syndebuk og gentage den samme politiske fortælling igen og igen.

Det mest bekymrende er den måde, mennesker bliver reduceret til deres oprindelse. Når DF bruger en enkelt families tragedie til at tegne et skræmmebillede af hele befolkningsgrupper, bidrager de ikke til at løse problemer. De bidrager til mistillid og splittelse i samfundet.

Samtidig forsvinder de vigtigste spørgsmål i baggrunden: Hvordan kunne volden stå på så længe? Hvorfor blev der ikke grebet ind tidligere? Var der tegn, som blev overset? Kunne myndighederne have reageret hurtigere? Det er de spørgsmål, der faktisk kunne gøre en forskel for udsatte børn.

I stedet får vi endnu et debatindlæg, hvor tragedien bliver brugt som brændstof i en politisk kampagne. Det er ikke bare uansvarligt. Det er kynisk.

Man kan være uenig om indvandringspolitik. Det er en legitim politisk debat. Men når et parti konsekvent udnytter menneskers lidelse til at fremme sin egen dagsorden, og ovenikøbet bygger argumenter på spekulationer, er vi langt fra en saglig diskussion. Så er vi i gang med noget, der minder mere om propaganda end om seriøs politik.

Tragedier bør få os til at handle klogere og mere menneskeligt. De bør ikke bruges som politiske våben i en evig kamp for at skabe frygt og mistro.

Hvis Dansk Folkeparti virkelig ønsker et tryggere samfund, burde de starte med at hæve niveauet i debatten.