Hvad er vigtigst – et lyskryds eller vores børn?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg er efterhånden begyndt at undre mig over prioriteringerne i Favrskov Kommune. For samtidig med at man vælger at spare på specialområdet og øge antallet af elever i specialklasserne til op mod otte elever pr. lærer, har man fundet penge til at bygge et nyt lyskryds i Foldby (i forbindelse med byggeriet af ny skole, red.).

Det får mig ærligt talt til at stille spørgsmålet: Hvad er det egentlig, vi prioriterer i vores kommune?

Jeg har selv tæt inde på livet set, hvad det betyder for børn at være i et specialtilbud. Det er børn, som ikke bare lige passer ind i en almindelig klasse. Det er børn, som har brug for ro, struktur, tydelige voksne og ofte meget individuel støtte i løbet af en skoledag. For nogle af dem kan selv små ændringer i rammerne gøre en stor forskel. Derfor giver det simpelthen ikke mening for mig, at man vælger at øge antallet af elever pr. lærer i netop disse klasser. Det er jo netop her, der er brug for flere voksne – ikke færre.

Når man sidder som forælder og får at vide, at der ikke er ressourcer nok, at normeringerne skal ændres, og at man må forstå, at økonomien er presset, så forventer man også, at kommunen er meget forsigtig med at bruge penge på andre ting. Derfor er det svært at forstå, at man samtidig kan finde millioner til et nyt lyskryds i Foldby, som mange lokale i øvrigt har svært ved at se nødvendigheden af.

Det handler ikke om, at vi ikke skal have trafiksikkerhed eller gode veje. Selvfølgelig skal vi det. Men det handler om rækkefølgen i prioriteringerne. For mig burde børn – og især de børn, der har det sværest – altid komme før asfalt og lyskryds.

Et lyskryds koster typisk et sted mellem en og to millioner kroner at etablere, og derefter koster det også penge hvert år i drift og vedligehold. Det er mange penge. Penge som i stedet kunne være brugt på flere voksne i specialklasserne, mindre elevgrupper og bedre trivsel for nogle af de børn, der i forvejen kæmper mest med at få hverdagen til at fungere.

Jeg håber ikke, der er nogen politikere i Favrskov, der bevidst ønsker at prioritere børn med særlige behov lavere. Men når man som borger ser på beslutningerne udefra, så er det desværre det indtryk, man kan få. Og det er derfor, jeg mener, at vi er nødt til at tage den her debat åbent.

Hvad er det for en kommune, vi gerne vil være? En kommune der er kendt for flotte veje og nye lyskryds – eller en kommune der er kendt for at passe godt på sine børn, også dem der ikke passer ned i de standardkasser, systemet ofte er bygget til?

For mig er svaret ikke svært. En kommune er først og fremmest mennesker. Og hvis vi begynder at spare på nogle af de mest sårbare børn, mens vi bygger ting, der måske godt kunne have ventet, så er der noget i vores prioriteringer, vi bør kigge meget grundigt på igen.