Min millennial-generation mangler modet til at vælge kærligheden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Ofte hører vi ordene åndelig oprustning lyde, og man fornemmer hurtigt, at vi i vores del af verden ikke er så forfærdelig trænet i at tale om ånd.

Den samme følelse sniger sig også ind, når vi fejrer pinse, og at Helligånden ankommer. Der siger vi ofte, at det er noget svært og uhåndgribeligt.

Jeg tror desværre, at vi laver samme fejltagelse med Helligånden, som den amerikanske kulturteoretiker og forfatter bell hooks [der stavede sit forfatterpseudonym med små begyndelsesbogstaver] i bogen ”all about love” påstår, at vi gør med kærligheden: Vi taler om den på en måde, der indhyller den i et mysterium.

Nok indhyller vi hinanden i tågesnak, men Helligånden gør jo alting klart. For pinsen er løftet om Guds nærvær og om, at Helligånden vil afdække den himmelske virkelighed. Løftet gives med en pagt, der ikke kan brydes. Intet fluffy eller utilregneligt her.

Det eneste fluffy er stedet, hvor Gud vælger at underskrive pagten – nemlig i menneskets hjerte, hvor Guds lov nu står skrevet. Ville det ikke have været mere praktisk, at Gud satte sin lid til en god, sund fornuft eller et par stærke armmuskler?

Åbenbart ikke, for heri ligger ikke evnen til at elske og fornemme evighedens hjerteslag, som er Åndens hjertestarter til et livstræt sind. Så hjertet har han valgt, og i Johannes-evangeliet hører vi, at den nye lov lyder: »Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.«

Med al den snak om kærlighed må denne klumme derfor handle om bogen ”all about love” af bell hooks.

»Man kan ikke elske andre, førend man elsker sig selv,« har vi hørt utallige gange. Alle længes efter kærlighed, men er totalt forvirrede over kærlighedens praksis i hverdagen, siger bell hooks. Prøv selv et øjeblik at overveje, om du har en definition for kærlighed?

Det er meget nemmere at tale om tab og sorg end om kunsten at elske. Nemmere at formulere smerten over kærlighedens fravær end dens nærvær og mening i vores liv, fortsætter hooks.

Problemet er, at vi ser kærligheden som et navneord, men hooks’ hovedpointe er, at det er et udsagnsord: »Kærligheden er, hvad kærligheden gør.« Det er en viljeshandling, altså både en intention og en handling. Vi behøver ikke at elske. Vi vælger at elske. Men vi har lært, at kærlighed er en følelse og forveksler længslen efter kærlighed med kærligheden selv.

Nok får vi at vide fra alle kanter, at kærlighed er vigtig, men samtidig bombarderes vi med dens fejl.

Kig blot på mainstream- og popkulturen, hvor vi henter mestendels af vores viden om kærlighed i dag. Der tales om den svære, bøvlede, smertefulde kærlighed. I sidste ende gøres kærligheden irrelevant, og i værste fald gør det os kyniske. hooks citerer blandt andre Harold Kushner for at sige:

»Jeg er bange for […] at vi har en generation af unge, der vokser op og bliver bange for at elske, bange for at give sig fuldt hen til andre […] at [de vil] lede efter intimitet uden risici, efter nydelse uden signifikant følelsesmæssig investering. De vil være så bange for smerten over skuffelse, at de vil undgå mulighederne for kærlighed og glæde.«

Vi længes efter kærlighed, men mangler modet til at løbe risikoen, tilføjer hooks.

Av, det rammer min generation og mit millennial-hjerte, for det er sandt.

Ofte fastfryses vi i fortiden og følelsen af ikke at have været elsket. Vi gransker barndommen og fortiden. Nok kan det være gavnligt. Men det kan blive frugtesløst, hvis vi repeterer fortællingen for os selv og hinanden om og om igen.

Det er ifølge hooks en måde at holde fast i sorgen og fastholde et narrativ, der placerer skyld på andre. Men vi må bevæge os fremad, for kærlighed er, hvad kærlighed gør. Vi kan finde en kærlighed, vi længes efter, men ikke førend vi giver slip på sorgen over manglende kærlighed.

Vi er ikke født med viden om, hvordan vi skal elske os selv eller andre, men vi er født med evnen til at respondere på omsorg. Og uden uld i mund om kærlighedens mysterium siger hun, at kærligheden er en kombination af tillid, forpligtelse, omsorg, respekt, ansvar og viden. Alle kvaliteter, vi kan lære at udvikle. Men vi skal vælge det.

bell hooks afslutter bogen med ord, der minder om Jesus’, og forkynder pinsens komme: »det er kun ved at elske, vi kan træde ind i et jordisk paradis […] paradiset er vores hjem. Og kærlighed vores sande destination.«