Fortsæt til indhold

Stop det store og grimme solcelleanlæg ved Hadsten

Lone Glarbo opfordrer sine byrådskollegaer til at sige nej til det planlagte solcelleanlæg.

Debat
Lone GlarboByrådsmedlem, Favrskov Byråd, Danmarksdemokraterne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

For os i Danmarksdemokraterne er det en hjertesag, at vi ikke plastrer vores smukke landdistrikter til med solceller.

På næste byrådsmøde skal vi tage stilling til, om et grimt solcelleanlæg på hele 250 hektar mellem Hadbjerg, Hadsten og Nørre Galten skal sendes i høring. Som udgangspunkt mener jeg altid, at borgerne skal høres. Det er en vigtig del af vores demokrati.

I denne sag er borgerne allerede blevet hørt, men der er tilsyneladende ikke så mange, som kan høre.

Jeg har talt med flere af dem, der bor i området. De er bekymrede. De er imod. Og de frygter konsekvenserne for deres lokalområde, naturen og det landskab, de holder af.

Derfor kommer jeg ikke til at sende projektet i høring, for det ændrer ikke på min holdning: Denne solcellepark (med batterier) hører ikke hjemme her.

Og lad mig være helt ærlig: Danmarksdemokraterne kommer heller ikke til at stemme ja, hvis der skal gives en endelig godkendelse senere.

Vi er for den grønne omstilling. Selvfølgelig er vi det. Men den skal ske med respekt for de mennesker, der bor i områderne, og med omtanke for vores landskab.

Solceller hører først og fremmest hjemme på tage, på industribygninger, landbrugsbygninger og andre steder, hvor de ikke fylder i landskabet. Derudover giver det langt bedre mening at placere større anlæg langs motorveje – gerne i samspil med vindmøller, hvor tekniske anlæg allerede er en del af omgivelserne, ikke midt i vores åbne land.

Jeg håber til det sidste, at vi kan få andre partier i Favrskov Byråd til at tænke sig om én gang til. For det her handler ikke bare om strøm. Det handler om vores landskaber, vores lokalsamfund og vores fremtid.

Vi står i en tid med kriser, hvor forsyningssikkerhed og fødevareproduktion er vigtigere end nogensinde. Derfor forstår jeg ganske enkelt ikke, at vi ikke passer bedre på den gode landbrugsjord, som vi er så dygtige til at bruge i Danmark, og som vi alle nyder godt af.

Ja, nogle steder giver det mening at tænke anderledes og måske plante skov eller styrke naturen. Men et stort solcelleanlæg bliver aldrig til rigtig natur. Det bliver et teknisk anlæg i det åbne land.

Vi skal finde de rigtige løsninger på den grønne omstilling, men det her er ikke en af dem.

Så kære byrådskollegaer, lad os lige tænke os om en ekstra gang, om der måske kan tænkes bedre løsninger ind.