»Jeg vælger konsekvent den forkerte kø, og det kan jeg ikke lade være med«
Køer kan blive uventede samlingspunkter til hverdagens små samtaler, som i sidste ende styrker fællesskabet og giver et åndehul.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Jeg har en særlig evne. Ikke en, man kan skrive på CV’et eller imponere biskoppen med, men en slags hverdags-superkraft: Jeg vælger konsekvent den forkerte kø i Bilka!
Det er ellers ikke, fordi jeg ikke prøver. Jeg spejder diskret: Hvem har flest varer? Hvem har færrest? Er der nogen med bare to kasser øl eller fire pakker bleer. Det ser lovende ud. Men så opdager jeg det for sent: Foran – skjult for mit blik – ligger: Tøj! Og tøj er aldrig bare tøj. Det er stregkoder, der nægter at samarbejde. Der skal ringes ned i afdelingen. Kunden siger: ”Der stod, at det var tre strømpebukser for to.”
Det er køens svar på et sort hul.
Jeg er typen, der taler med folk. Det falder mig helt naturligt også i køen i Bilka. Især hvis der står en på den gode side af 70 år.
Jeg er typen, der taler med folk. Det falder mig helt naturligt også i køen i Bilka. Især hvis der står en på den gode side af 70 år. Der er næsten altid en historie, en bemærkning, et smil. Jeg øver mig i at sige uventede ting, det gør det lidt sjovere.
Den anden: ”Sikke et forfærdeligt vejr med al den regn/sne/blæst”. Jeg: ”Du er lige flyttet til landet, kan jeg forstå?” Den anden: ”Nej, jeg har boet her altid.” Jeg: ”Du har ikke vænnet dig til det skiftende vejr i Danmark? Jeg elsker årstidernes skiften”. Den anden smiler, fordi det er lidt mærkeligt ikke at have vænnet sig til vejret efter 70 år.
Yngre mennesker er lidt mere forsigtige. De kigger først lige frem, så ned i deres telefon, og først derefter – måske – op på mig uden at smile og et ansigt, der siger: “Er vi virkelig i gang med en samtale nu?”
Jeg kan heller ikke lade være med at spørge dem ved kassen, om de har haft en god dag. Det virker som en lille ting, men det gør noget ved stemningen. De lyser op. Men det er, som om der opstår et lille åndehul midt i ”scanningsdutteriet”.
Når jeg har børnebørn med, er det en helt anden sag. De krymper sig en smule, når jeg falder i snak med fremmede. “Bedstefar…” hvisker de, som om jeg er ved at begå en social forbrydelse. For dem er køen noget, der skal overstås. For mig er det åbenbart blevet et sted, man kan være.
Jeg er præst i Tilst, og det gør ikke sagen lettere. Jeg kender folk. Mange folk. Også i Bilka. Så det er sjældent bare en kø. Det er et lille samtalerum med menigheden, forklædt som indkøb. Hvis jeg ikke helt er i det humør, sniger jeg mig nogle gange til at handle i Kvickly i Åbyhøj. Dér er jeg mere anonym. Tror jeg. Indtil nogen pludselig siger: “Nå, er det ikke præsten fra Tilst. Ja, du kan sikkert ikke huske mig, men du bisatte min mor i 2004!”, mens han kigger ned i min vogn. Han fortsætter: ”Der skal nok være fest i Tilst”, idet han peger på de 20 flasker god rødvin i vognen, som jeg er ved at købe til det udsolgte arrangement Valborgaften i sognegården. Ja, så er vi ligesom i gang med en god snak. Og selv på ”udebane” i Åbyhøj ender jeg i den forkerte kø.
For nylig tog jeg en beslutning. Jeg ville vende det hele på hovedet. I stedet for at jagte den rigtige kø begyndte jeg bevidst at vælge den forkerte. Den langsomme. Den med tøjet.
Desværre er der stadig et lille problem. For selv når jeg vælger den forkerte kø med snu beregning, så er den – overraskende nok – som regel stadig den forkerte kø!
Og det er den bedste kø af alle, for den forkerte kø er altid den rigtige.