Klit er for naturen, hvad Rindal var for kunsten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Replik til Annette Klits debatindlæg, ”Sagen om Molslaboratoriet kalder på politisk selvransagelse og justering af rewilding-politikken i kommunen”, Din Avis 20. april 2026.

I 1965 samlede lagerforvalter Peter Rindal underskrifter mod Statens Kunstfond. Han forstod ikke moderne kunst, han kunne ikke se, hvad den skulle gøre godt for, og han var overbevist om, at det hele var et fupnummer udtænkt af en elitær klike. Hans navn blev til et begreb. ”Rindalisme” bruges i dag om en holdning, der mistænkeliggør faglig viden og hylder den almindelige mands skepsis som overlegen sund fornuft.

Sætter man Annette Klits indlæg om Molslaboratoriet op ved siden af, er ligheden slående. Hvor Rindal udråbte sig til folkets stemme mod kunstens fagfolk, udråber Klit sig til borgernes stemme mod naturvidenskabens fagfolk. Hvor Rindal mistænkeliggjorde kunstnerne som elitære, mistænkeliggør Klit biologer som manipulerende. Hun bliver naturdebattens rindalist ved at fremstille sin egen skepsis som folkelig sund fornuft og råbe ”ideologi”, når hun møder en biologisk faglighed, hun ikke bryder sig om eller forstår.

Klit skriver, at Hempel Fonden har ”afsløret udsultningen af dyrene”. Det er en alvorlig påstand. Og den passer ikke på virkeligheden. Molslaboratoriet har ikke dispensation fra dyrevelfærdsloven. Det er Fødevarestyrelsens dyrlæger, der vurderer, om kravene er overholdt. Og her er, hvad fakta siger. Fra februar 2019 og frem til foråret 2026 har Fødevarestyrelsen været på tilsyn på Molslaboratoriet snesevis af gange. I hele den periode har der ingen anmærkninger været om huld eller foder.

Først efter den helt ekstraordinært lange og kolde vinter 2025-2026, dage før ejerskiftet til Hempel Fonden, fik Molslaboratoriet sin første anmærkning om huld og foder. Seks dyr ud af bestanden på 44 var i et huld, der gjorde, at Fødevarestyrelsen krævede dem fjernet og fodret. De blev placeret hos andre dyreholdere, og museet iværksatte samtidig tilskudsfodring af den øvrige flok. Det er én anmærkning. Om seks dyr. Efter en usædvanlig vinter. Efter ti års drift uden anmærkninger om huld eller foder. Det dokumenterer ikke systematisk udsultning. Det dokumenterer, at en hård vinter pressede systemet til en grænse, hvor fodring skulle sættes ind. Forskellen er væsentlig. At kalde det ”skeletter, der vælter ud af skabene”, er helt ude af proportioner.

Hempel Fonden vælger en mere proaktiv tilgang fremover. Det er en legitim faglig præference, ikke en afsløring af mishandling. Klit gør den til et moralsk opgør, fordi det passer bedre til hendes fortælling.

Det samme gælder hendes påstand om, at rewilding er ”ideologi uden videnskabeligt belæg”. Rewilding er ikke en sekt. Det er en videnskabeligt funderet naturforvaltningsmetode, der genindfører processer, vi har fjernet fra naturen: græsning, bid, tramp og anden dynamik, som vores biodiversitet har udviklet sig sammen med, og som mange af de truede arter ikke kan klare sig uden.

Forskellen mellem rewilding og traditionel naturpleje er, at dyrene går ude hele året i lave tætheder, i stedet for at man, som i traditionel naturpleje, slipper alt for mange kreaturer ud i nogle måneder og henter dem hjem til vinteren. Den traditionelle naturpleje har langt hen ad vejen ikke formået at standse artstabet. Der findes en omfattende videnskabelig litteratur om græsningens betydning for biodiversitet. Også fra Molslaboratoriet selv er der publiceret forskning, som viser, at helårsgræsning understøtter flere unikke plantearter end både slåning og urørt vegetation, og flere end sommergræsning alene. Det er ikke gætværk. Det er publiceret forskning.

Gyvel-historien er et andet eksempel på, hvordan en myte kan blive gentaget, til den lyder som et faktum. Klit skriver, at gyvelens udbredelse er steget voldsomt. Men det famøse ”bevis” bygger på en sammenligning med et luftfoto fra 2015, hvor gyvelen kort forinden var slået ned. Gyvel forsvinder ikke, fordi man fjerner de overjordiske dele. Den skyder igen fra roden, og frøbanken kan ligge i jorden i årevis. Myten om rewildingens negative effekt på gyvel er altså ikke baseret på dokumentation, men på manipulation.

Og så er der ordet ”dødbidt”. Klit bruger det som en anklage. Hun burde bruge det som en anbefaling. Et tæt, højt græstæppe virker som en grøn ørken for mange arter. Modsat giver det kortbidte græs lys til rosetplanter og lavtvoksende urter. Bar jord giver plads til spiring og levesteder for insekter. Variation i vegetationen skaber levesteder og føde for flere arter. Så når Klit ser ødelæggelse, ser naturen muligheder.

Et konkret eksempel er planten kantet kohvede. Kortlægninger fra Naturbasen.dk viser få og spredte registreringer før rewilding-projektet i 2016. Efter rewilding ses en markant større og mere sammenhængende forekomst langs Strandkærvej, også nord for vejen, netop dér hvor de store græssere har skabt mere lysåben vegetation. Det er vanskeligt at forene med fortællingen om ødelagt natur. Det er faktisk det modsatte: en sjælden plante, der har fået bedre vilkår.

Og kantet kohvede er ikke et enkeltstående tilfælde. Siden rewilding-projektet startede, har området fået ynglende viber tilbage, agerhøns for første gang i 25 år og en eksplosion af blomstrende urter, hvor der før var græsørken med et tykt førnelag. Gødningsbiller, dagsommerfugle og vilde bier er i fremgang. Et område, der i forvejen var et af landets bedst undersøgte biodiversitets-hotspots, er blevet endnu rigere.

Hvis Molslaboratoriet er ”dødt”, har kantet kohvede åbenbart misforstået budskabet. Det er problemet i hele hendes fortælling. Hun bruger biodiversiteten som målestok. Men hun afviser den videnskab, der måler den. Hun ser gyvel, der skyder igen efter slåning, og påstår, at den spreder sig på grund af rewilding. Hun ser dyr, der ikke er sommerfede i april, og kalder det udsultning. Hun ser forskning, hun ikke bryder sig om, og kalder den ideologi.

Det er ikke nøgtern kritik. Det er en fortælling på jagt efter skurke.

Molslaboratoriet skal naturligvis kunne kritiseres. Alle naturprojekter skal kunne kritiseres. Dyrevelfærd skal tages alvorligt, og tilsyn skal være reelle. Men kritik skal være præcis. Den skal være dokumenteret. Og den skal ikke gøre faglig uenighed til anklager om mishandling.

Syddjurs Kommune bør ikke justere sin naturpolitik efter Rindalsk mistro. Den bør gøre det modsatte: holde fast i viden, forskning og evidens.

Molslaboratoriet er ikke en død gyvellund. Området er et af Danmarks vigtigste steder for sjældne og truede arter, for biodiversiteten og for en vildere natur. Det hjælper rewildingen med at bevare og forbedre.

Det er pointen. Og det virker.