Han nægter at give op: Modstand er hans politiske brændstof
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Ulf Harbo er indbegrebet af politisk vedholdenhed.
Hvor andre ville have trukket sig tilbage efter et nederlag til både parti og domstol, har Ulf Harbo i stedet brugt modstanden som brændstof til at fortsætte – og skærpe – sin politiske kamp.
Fra første dag i Norddjurs Kommunalbestyrelse i 2014 gik Ulf Harbo ikke efter at glide stille ind i rækken. Han gik til stålet. Han udfordrede den måde, systemet behandler mennesker på – især dem, der står svagest: borgere med handicap, kronisk sygdom eller nedsat arbejdsevne, som alt for ofte bliver slidt ned i årelange, meningsløse sagsforløb.
Det gjorde ham ikke populær. Tværtimod blev han stemplet som en »rød abekat«, der ikke kendte sin plads.
Men Ulf Harbo gav sig ikke. Han blev ved med at møde velforberedt op, ved med at stille de ubehagelige spørgsmål, ved med at insistere på, at politik ikke er et karrierespor, men et ansvar. Og langsomt ændrede det billedet: fra irriterende ballademager til en politiker, der bliver lyttet til – også af dem, der er uenige med ham.
Hans indflydelse i kommunalbestyrelsen er i dag omvendt proportional med hans mandattal.
Det særlige ved Ulf Harbo er, at hans vedholdenhed ikke kun handler om enkeltsager, men om demokratiets kerne. Han bruger ikke store ord om demokrati for syns skyld – han praktiserer det. Han måler et demokrati på, hvordan det behandler sine modstandere, og han insisterer på, at opposition og minoriteter skal beskyttes, ikke bekæmpes. Med PH’s ord: Demokratiet skal kendes på, at det forsvarer oppositionen.
Netop derfor er hans brud med Enhedslisten så sigende. Ulf Harbo blev ekskluderet, men ikke knægtet. Han tog kampen i retten, vel vidende at domstole sjældent griber ind i partiers interne beslutninger.
Ulf Harbo tabte retssagen mod Enhedslisten, fordi retten vurderede, at partiet inden for sine vedtægter og sit frie skøn havde ret til at ekskludere ham. Dommeren lagde vægt på, at domstole kun i meget begrænset omfang blander sig i interne beslutninger i politiske partier, så længe procedurerne er fulgt, og formålet kan siges at være at varetage partiets interesser. Ifølge dommen blev han ekskluderet for offentligt at gå imod Enhedslistens politik og værdier, særligt i forhold til transpolitik og medicinsk kønsskifte for børn og unge – selv om partiet ikke har en konkret fastlagt politik eller klare aldersgrænser på området.
Retten understreger, at folkevalgte for et parti har en skærpet pligt til at optræde loyalt, når de udtaler sig offentligt. Ulf Harbos egen konklusion er, at når en smædekampagne og et flertal i partiets ledelse først har sat en eksklusionsproces i gang, skal der meget til, før en domstol griber ind i selve substansen, skriver han på sin Facebookprofil.
Men netop her viser hans vedholdenhed sig klarest: Ulf Harbo holder fast i, at han ikke har mistet sig selv, selv om han har mistet sit parti.
Ulf Harbos eksklusion i foråret 2025 fik ham lynhurtigt til at stifte Natur- og Velfærdslisten. Det er ikke et udtryk for trods, men for den samme grundlæggende stædighed: Han nægter at lade sig reducere til en fodnote i en intern partistrid og mindst at sælge ud.
Uanset partipolitisk sindelag kan man kun beundre Ulf Harbos energi og evne til at gå i brechen, når han føler sig underløbet af en politisk afgørelse – hvad enten det gælder farvel til det parti, han er født ind i, eller kampen for borgere, der bliver kørt over af systemet.
Ulf Harbos historie er fortællingen om en politiker, der ikke giver op, når det bliver personligt dyrt – men tværtimod skærper sin kamp. Man kan nemt være uenig med ham politisk, men man kan ikke overse hans utrættelige evne til at rejse sig, når andre forsøger at vælte ham.
Det er den slags vedholdenhed, der gør en enkelt kommunalpolitiker til en politisk kraft, der rækker langt ud over antallet af mandater.