Kritik af lokales projekt: »Det er useriøst – både i idé og udførelse«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Ambitionen om kvalitet er ellers allerede formuleret i Favrskov Kommunes kulturstrategi: at borgerne skal møde kunst og kultur med niveau og indhold. Det er ikke en urimelig standard, synes jeg. Spørgsmålet er, om den også bliver efterlevet.

Der er noget sympatisk over det engagement, der beskrives i Favrskov Postens artikel om det kommende gavlmaleri ved busstationen og Marsk Stig Kro i Hammel. En bygningsejer, der stiller sin facade til rådighed, en gruppe borgere, der vil forskønne byen, og kommunale midler - det er jo i udgangspunktet alt det, man kan ønske sig.

Netop derfor er det relevant at stille et principielt spørgsmål: hvad forstår vi egentlig ved kvalitet, når vi taler om kunst i det offentlige rum?

Lokal forankring og kunstnerisk kvalitet er ikke hinandens modsætninger – men det ene sikrer ikke det andet.

Det fremlagte motiv af kunstneren Lone Lyngkjær tager afsæt i et lokalt sagn og gode intentioner, men realiseres i et illustrativt og naivt formsprog, som savner den kunstneriske tyngde og tydeligere vision, man må forvente i denne skala.

Og netop skalaen er afgørende: Når et motiv forstørres til 200 kvadratmeter, forstørres også dets svagheder - og kravene til det kunstneriske niveau bliver tilsvarende større.

Krav, der her ikke indfries.

Selve udgangspunktet i det lokale sagn er udmærket. Men det er i den kunstneriske realisering, kvaliteten afgøres - og her fremstår projektet svagt.

Det er i sig selv sympatisk, at projektet på sigt også er tænkt deltagelsesbaseret, men det rejser endnu et spørgsmål: hvad er det primære - kunst eller aktivitet?

Det afgørende problem er, at deltagelsesaspektet her synes at træde i stedet for en sammenhængende æstetisk idé.

Jeg kan ikke være ligeglad med, hvordan min hjemby fremstår. Det handler om, hvilke standarder man accepterer, når man placerer permanente, identitetsskabende kunstudsmykninger i det offentlige rum.

Jeg nægter at tro, at Hammels borgere ikke har en mening om, hvad de ønsker at møde i deres by. De fortjener et mere ambitiøst og stimulerende kunstnerisk niveau end det, der her lægges op til.

Man kunne med fordel orientere sig mod nyere gavlprojekter som eksempelvis Eske Kaths udsmykning i Haderslev, hvor en klar kunstnerisk idé og et konsekvent formsprog definerer værket. Resultatet er et stramt og visuelt overbevisende udtryk.

Forskellen er ret væsentlig: kvalitet i det offentlige rum opstår ikke af gode intentioner alene, men af kunstnerisk stillingtagen i forhold til skala og kontekst.

Jeg efterlyser, at kommunen, borgmesteren og relevante kulturaktører stille højere krav, når noget bliver permanent og synligt. Hvorfor ikke søge Statens Kunstfond eller inddrage kunstfaglig rådgivning, som man også kan søge om tilskud til, så Hammels visuelle udtryk udvikles mere sammenhængende og langsigtet?

Valget af kunstner er i sidste ende op til ejeren. Men byforskønnelsesgruppen, der har drevet projektet, har også et medansvar for kvaliteten. Her fremstår det kunstfaglige ambitionsniveau ikke tilstrækkelig.

Det handler ikke om, hvorvidt nogen må lave en udsmykning eller ej. Det handler om, at man ikke fører en alvorlig nok samtale om den kvalitet, borgerne har krav på, når noget bliver varigt.

Det, der er under opsejling, er useriøst - både i idé og udførelse.

Der er mere end én gavl på spil. Lad os hæve standarden - og gøre det ordentligt fra starten.