Kommune og politi sidder på hænderne: Kan vi også bare lave smugkro i baghaven uden konsekvenser?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Mens Aarhus Byråd diskuterer principper og procedurer i den brede byplansdebat, foregår der lige nu en grov og bevidst omgåelse af lovgivningen for åbne øjne.

I årevis har restauratør Jørgen Danielsen drevet selskabsforretning og taget imod ordrer i lokaler og pavilloner, der aldrig er blevet godkendt. Ingen byggetilladelse, ingen ibrugtagningstilladelse – og alligevel fortsætter festen. Han siger det selv, og loven siger, at lokaler skal være godkendte, før beværtningen må foregå. Som borger spørger man sig selv: Hvor er myndighederne?

Kan vi bare lave en smugkro i baghaven uden tilladelse og først søge bevilling på bagkant, og i øvrigt problemfrit fortsætte, når mit lovbrud bliver anmeldt?

Ansvarsforflygtigelse som strategi

Når man kontakter statslige myndigheder som Naturstyrelsen, er svaret klart: Det er Aarhus Kommune, der skal sikre, at alt foregår efter bogen. Men hos Teknik og Miljø i Aarhus virker det til, at man har valgt en passivitets-strategi. Ved at lade sagen trække i langdrag med henvisning til ”ankesager” og ”retssager”, skaber man en farlig præcedens.

Det er en bekvem bortforklaring, at en ankesag giver ret til at fortsætte driften. Lovgivningen på området er dog fuldstændig utvetydig: Ifølge Byggelovens § 16a må en bygning overhovedet ikke tages i brug, før der foreligger en endelig bygge- og ibrugtagningstilladelse. Det gælder i særdeleshed erhverv, hvor offentligheden har adgang.

Man må ikke servere mad og spiritus i lokaler, der juridisk set ikke er godkendt til formålet. Og man kan ikke få opsættende virkning på noget, man aldrig har haft tilladelse til at starte. Alligevel ser vi til, mens ulovlige kvadratmeter bliver vekslet til kolde kontanter. Og ordrebogen fortsætter bare med at vokse, som Jørgen Danielsen siger til avisen.

Lighed for loven – eller forskelsbehandling?

Det er svært ikke at drage paralleller til andre sager i kommunen, hvor de kommunale muskler bliver vist med stor tydelighed. Vi husker alle sagen fra Skødstrup, hvor Aarhus Kommune greb resolut ind over for et privat boligbyggeri. Her handlede det om sølle 30 centimeter, at soklen var bygget for høj, men konsekvensen var nådesløs: Huset skulle rives ned.

Myndighederne tøvede ikke et sekund med at håndhæve lovens bogstav over for den private borger.

Vi behøver ikke lede længe efter eksempler på, at loven håndhæves, når det passer myndighederne. Der var også sagen med de studerende på Aarhus Universitet, som oprindeligt fik tilladelse til at drive fredagsbar i et afgrænset område. Da de på eget initiativ udvidede til flere lokaler, greb politiet resolut ind efter klager fra lokale erhvervsdrivende.

Begrundelsen var krystalklar: De nye lokaler var ulovlige, da de hverken var bygningsmæssigt godkendt til formålet eller dækket af en spiritusbevilling. Politiet tøvede ikke med at lukke ned.

Hvorfor er målestokken for de studerende så markant anderledes, end når vi taler om de ulovlige kvadratmeter på Sjette Frederiks Kro?

Når det gælder store erhvervsinteresser, virker det til, at målebåndet og moralen er en anden. Her kan Jørgen Danielsen opføre pavilloner og hele bygninger uden tilladelse og drive dem i årevis, mens forvaltningen bare ser til.

Hvorfor får en familie i Skødstrup kommunens tunge hammer at mærke for en bagatel, mens en restauratør kan tjene penge på massivt ulovligt byggeri uden konsekvenser? Forvaltningsretlige grundprincipper kræver lighed for loven, men i Aarhus er der åbenbart forskel på høj og lav.

Kommunen svigter som aftalepart

Som om planlovsovertrædelserne ikke var nok, så efterlader sagen et dybt problematisk spørgsmål om Aarhus Kommunes rolle som sælger. Da kommunen i sin tid overdrog ejendommen til Jørgen Danielsen, skete det med klare, tinglyste klausuler og betingelser for, hvordan det historiske aktiv måtte anvendes og udbygges i respekt for naturen.

Det er en forudsætning, som ikke bare kan droppes, fordi Jørgen Danielsen ”ikke kan få det til at løbe rundt”. Det skulle han have tænkt på, da han skrev under på kontrakten og læste klausulerne.

Ved at lade stå til over for ulovlige udvidelser, svigter Aarhus Kommune ikke bare sin tilsynspligt som myndighed; de accepterer reelt, at en privat erhvervsdrivende bryder de kontrakter, som var selve forudsætningen for overdragelsen. Hvorfor bruger kommunen ikke sit greb som aftalepart til at tvinge ejeren til orden?

Tre spørgsmål, som byrådet må svare på nu:

Hvis Aarhus Kommune fortsætter med at se passivt til, sender det et ødelæggende signal til alle byens erhvervsdrivende: Gør hvad der passer jer – hvis bare jeres lommer er dybe nok, tør vi alligevel ikke gribe ind.

Hvor bliver ordensmagten af?

Når de civile og kommunale myndigheder vælger passivitet frem for handling, burde politiet træde til.

Der ligger en konkret politianmeldelse af de systematiske ulovligheder på Sjette Frederiks Kro – og alligevel mødes vi af en larmende tavshed fra Østjyllands Politi.

Man må også spørge: Er det Østjyllands Politis holdning, at bevidste og systematiske overtrædelser af restaurationsloven og byggelovgivningen er straffrie, så længe de begås af velansete erhvervsfolk?

Vi har svært ved at se logikken ud fra loven. Når de studerende på Aarhus Universitet udvider deres fredagsbar til ulovlige lokaler uden bevilling, så lukker politiet dem øjeblikkeligt. Men når det gælder de ulovlige kvadratmeter i Risskov, hvor der serveres mad og alkohol i årevis uden tilladelse i ulovlige lokaler og pavilloner, så udebliver indgrebet.

En politianmeldelse bør føre til efterforskning og håndhævelse – ikke til berøringsangst. Især ikke når ulovlighederne foregår i fuld offentlighed og indrømmelserne er fra ejerens egen mund til åbent skue over for journalister. Hvem beskytter politiet her – loven eller restauratøren?