Hvornår holdt vi op med at spørge: »Må jeg være med?«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Sommeren nærmer sig med hastige skridt. Det er den tid på året, hvor parker, strande og havnefronter fyldes med mennesker, der nyder solen med venner over en øl, en cykeltur eller et boldspil. For mange er sommeren årets højdepunkt. Men for andre bliver den en påmindelse om alt det, de ikke er en del af. Nemlig fællesskabet.

Ifølge en ny undersøgelse fra Mary Fonden føler mere end hver femte unge mellem 24 og 34 år sig svært ensomme. Samlet gælder det omkring 12 procent af danskerne. Endnu mere opsigtsvækkende er det, at over halvdelen af de adspurgte fortæller, at de føler sig ensomme, selv når de er sammen med andre mennesker. Ensomhed handler altså ikke kun om at være alene. Det handler om ikke at føle, at man hører til.

Det burde få alarmklokkerne til at ringe.

For hvordan kan vi leve i et af verdens tryggeste og mest velfungerende samfund, når så mange mennesker alligevel føler sig udenfor? Ensomhed er ikke længere et problem, der kun rammer den enkelte. Det er blevet et samfundsproblem. Og derfor er det også et fælles ansvar.

Jeg kan tydeligt huske, hvordan det var at være barn. Hvis nogle spillede fodbold i skolegården eller legede på legepladsen, gik man bare hen og spurgte: »Må jeg være med?« Nogle gange fik man et nej, men langt oftere fik man et ja. Ingen tænkte nærmere over det. Man prøvede bare.

I dag er det anderledes.

Når jeg går en tur ved Tangkrogen i Aarhus og ser en gruppe unge spille spikeball, får jeg ofte lyst til at spørge, om jeg må være med. Men jeg gør det aldrig. Ikke fordi jeg ikke har lyst. Tværtimod. Jeg tænker bare, at de sikkert kender hinanden. At jeg vil virke mærkelig. At de måske siger nej.

Og jeg er næppe den eneste.

Socialpsykologerne Roy Baumeister og Mark Leary argumenterer i deres forskning for, at behovet for at høre til er et grundlæggende menneskeligt behov. Vi søger fællesskaber, fordi vi er skabt til relationer. Men de beskriver også, hvordan frygten for at blive afvist kan få mennesker til helt at undgå situationer, hvor nye relationer ellers kunne opstå. Paradokset er derfor, at jo mere vi længes efter fællesskab, desto mere kan frygten for et afslag holde os tilbage. Måske er det præcis dét, der er sket med os voksne. Som børn tog vi chancen. Som voksne tager vi risikoen ved et nej langt mere personligt. Vi bliver stående på sidelinjen, selv om vi inderst inde bare håber, at nogen siger: »Kom og vær med.«

Vi har alle et ansvar for at skabe fællesskaber, hvor det føles trygt at være ny. Ensomhed bliver alt for ofte behandlet som et individuelt problem, der skal løses af den ensomme selv. Men når hundredtusindvis af danskere oplever ensomhed, er det ikke længere kun et individuelt problem. Så er det et samfundsansvar.

Måske begynder løsningen i det små.

Måske handler det om at invitere en ekstra med til beachvolley, spikeball eller grillaftenen. Måske handler det om at sætte sig ved siden af den studerende, der altid sidder alene. Måske handler det om at spørge en ven, hvordan han eller hun egentlig har det og blive hængende længe nok til at høre svaret.

For alt for ofte spørger vi: »Hvordan går det?« af ren høflighed. Vi forventer næsten automatisk svaret: »Det går fint.«

Men hvad nu hvis vi turde blive lidt længere? Hvad nu hvis vi lyttede med oprigtig interesse i stedet for at vente på, at det blev vores tur til at tale?

Det gælder både mænd og kvinder. Vi har alle brug for mennesker, der tør være nærværende. Ikke mennesker, der kommer med hurtige løsninger, men mennesker, der tør blive i samtalen. Der tør lytte. Der tør anerkende et andet menneske.

Vi mennesker besidder en særlig evne. Vi kan være hinandens tryghed. Vi kan være den hånd, der bliver rakt ud, det blik, der ser, og den stemme, der siger: »Du hører til her.«

Det er en dobbelthed, vi alle bærer på. Vi kan såre hinanden med tavshed og ligegyldighed. Men vi kan også hele hinanden med nærvær, omsorg og interesse. Nogle gange er der ikke brug for store ord eller store løsninger. Nogle gange er det nok, at ét menneske bliver set.

Måske skal vi derfor ikke kun blive bedre til at spørge: »Må jeg være med?«

Måske skal vi i lige så høj grad blive bedre til at spørge:

»Har du lyst til at være med?«

For et samfund bliver ikke målt på, hvor mange fællesskaber der findes.

Det bliver målt på, hvor let det er at blive en del af dem.