Autister har ret til at være en del af et autismefællesskab med ligesindede

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Kære Aarhus Byråd

På Grundlovsdag nedfældede jeg mit bud på Autisternes Grundlov og delte den på min lille peer-profil, hvor den har fået god feedback og vækket genklang hos mange autister.

Mit bud på Autisternes Grundlov består af otte paragraffer. Her er den første:

§ 1

Autister har ret til at være sig selv uden at skulle maskere deres autisme for at blive accepteret og inkluderet i samfundet.

Efterfølgende er jeg med god feedback fra mine følgere kommet på en niende paragraf:

§ 9

Autister har ret til at være en del af et autismefællesskab med ligesindede.

Hvad er alternativet?

Alle mennesker har brug for et fællesskab. Et sted at høre til, hvor de føler sig accepteret, som dem de er, og oplever, at de har en værdi.

I Aarhus har I besluttet at afvikle byens eneste samværstilbud for voksne autister, som bor i eget hjem.

Der er endnu ingen forlydende om, hvad vi, som er visiteret til Soras samværstilbud, tilbydes som alternativ, når det lukker 1. september.

Jeg har efterlyst, at byrådet inviterer Soras-borgerne ind til en snak om, hvad alternativet skal være. For mig er det ikke afgørende, om Soras-samværstilbud bevares. Det afgørende er, at der tilbydes mig og de andre visiterede et reelt alternativ.

Forleden kunne jeg læse, at der i de kommende år bliver bygget seks nye botilbud til blandt andet unge med autisme i Aarhus. Det er både glædeligt og nødvendigt.

Men hvad med alle os voksne autister i Aarhus, der ikke bor på et bosted og ikke er helt unge længere?

Hvad med os, der bor alene i egen bolig og klarer os mere eller mindre selv – måske med støtte fra en mestringsvejleder nogle få timer om ugen?

Hvad med de voksne autister, som er førtidspensionister og det meste af dagen sidder alene og ensomme derhjemme uden nogle steder at gå hen?

De kan jo ikke gå hen på de kommende nye bosteder for at være en del af autismefællesskabet dér.

Så hvor skal de gå hen for at møde ligesindede, når I lukker Soras samværstilbud?

Når jeg deltager i rene autismefællesskaber, får jeg noget, jeg ikke finder andre steder.

Muligheden for at være mig selv uden at maskere for at passe ind.

Oplevelsen af ikke at være anderledes.

Muligheden for at møde ligesindede, som jeg kan spejle mig i og sparre med.

Et sted, hvor jeg ikke forventes at tilpasse mig en neurotypisk verden, men hvor rammerne er tilpasset mig. Det betyder, at jeg skal bruge færre kræfter på at være social og på at deltage i et fællesskab. Samtidig har jeg mere tilfælles med de andre deltagere, og jeg oplever os som mere ligeværdige, end når der også deltager neurotypiske.

Autister har brug for – og ret til – at være en del af et fællesskab med andre autister. Akkurat som alle andre borgere har brug for at være en del af et fællesskab med mennesker, de kan spejle sig i.

Og med alternativ mener jeg ikke nødvendigvis et andet eksisterende samværstilbud. Jeg mener et (nyt) autismefællesskab eller samværstilbud, hvor autisterne er i flertal, og hvor tingene fungerer på vores præmisser i modsætning til de fleste andre steder i samfundet.

Derfor venter jeg stadig – efterhånden en smule utålmodigt – på en invitation fra jer til en snak om, hvad I kan tilbyde mig og de andre visiterede Soras-borgere som alternativ til Soras-samværstilbud.