Grøn omstilling er ikke målet i sig selv

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Bæredygtighed, grøn omstilling, klimabevidsthed og CO2-reduktioner. Kært barn har som bekendt mange navne, og netop arbejdet med at skabe et mere bæredygtigt samfund er der virkelig mange, der taler rigtig meget om.

Udfordringen er bare, at der har været talt for meget og handlet for lidt. Samtidig man kan argumentere for, at grøn omstilling er rykket ned på dagsordenen til fordel for spørgsmål om sikkerhed og oprustning. Det betyder imidlertid ikke, at udfordringerne er blevet mindre. Tværtimod.

Spørgsmålet er så, hvordan vi får rykket os fra at snakke om det til at handle?

Jeg tror, vi med fordel kan starte med at fokusere vores indsats lokalt og skabe forandringer, der hvor man har sin hverdag. Derfor sætter jeg meget stor pris på, at vi nu står så mange skulder mod skulder – foreninger, det offentlige og ikke mindste det private erhvervsliv i kampen for at skabe synlige forandringer, der smitter positivt af på vores konkrete klimaregnskab i Aarhus. På blot ni måneder er vi vokset fra 28 til 53 virksomheder og organisationer relateret til ejendomsbranchen bredt forankret i Aarhus, der tager del i bevægelsen Energispring. Her finder vi konkrete energibesparelser og optimeringer i vores store og mangfoldige bygningsmasse i byen.

Selvom vi drikker kaffe, og der snakkes på livet løs, er det ikke en kaffeklub. Formålet er at skabe en platform, hvor de store bygningsejere i byen kan mødes om det fælles formål, på trods af store forskelle og motivationsfaktorer. For ja, omstillingen til et bedre samfund skal selvfølgelig være præget af gode intentioner, men det ville også være ignorant at tro, at det er nok. For hvis ikke der også er forretningsperspektiver og bundlinje i det, kommer vi ingen vegne. Omvendt er det også forsimplet at se alt ud fra vækst og forretning, så det er et spørgsmål om en balance, og at vi ikke så firkantet kan gå til bæredygtighed, grøn omstilling, klimaforandringer, eller hvad du vil kalde det.

Ordet ”bæredygtighed” er for mange en måske lidt slidt floskel, men jeg mener nu alligevel, at det er rammesættende for det, vi egentlig ønsker. En måde at anskue på. Et livssyn.

For det handler ikke kun om at spare penge på belysning, fjernvarmen, nedbringe udledningen af drivhusgasser eller sortere vores affald for at få en grønnere verden. Det handler om at sikre en måde at handle og tilrettelægge vores samfund på, så det kan bestå i morgen og i overmorgen og længe efter, vi ikke er her mere. Det arbejde starter selvfølgelig med at skifte pæren ud, fokusere på den rette returtemperatur og træffe miljøvenlige beslutninger i det små, og herfra kan det ses i større sammenhænge og ikke mindst i fællesskab med andre, som vi kan blive inspireret af. Jeg dømmer bestemt ikke CSR, klimaregnskaber og konkrete mål ude. Tværtimod skal de ses som et afgørende strategisk værktøj og et middel til at nå målet. Men netop fordi det er værktøjer, kræver det menneskehænder, hvis det skal skabe værdi i virkeligheden/potentialet skal forløses.

Derfor tror jeg på, at vi skal sætte mennesker sammen, hvis vi skal få ting til at ske. For når vi samler de gode kræfter om “et fælles tredje”, bliver bæredygtighed til noget håndgribeligt og nærværende. Noget vi kan mødes om og tage indflydelse og handle på.

Når først det er forankret som en måde at tænke på, bliver grøn omstilling ikke et mål i sig selv og et appendiks til en årsrapport. Det er her, ord for alvor bliver til handling.