Når skolebestyrelserne rejser en bekymring, skal vi politikere lytte

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg har med stor interesse læst skolebestyrelsesformand Morten Søding Sørensens læserbrev om specialklassserne. Han giver stemme til en bekymring, som mange forældre, medarbejdere og skolebestyrelser deler: Hvordan sikrer vi den bedst mulige folkeskole for alle børn – også dem, der har brug for mest støtte?

Vi har i Socialdemokratiet forståelse for de bekymringer, der bliver rejst. Især når Morten Søding Sørensen peger på risikoen for, at større specialklasser kan udfordre kvaliteten, trivslen og den specialpædagogiske indsats. Det er bekymringer, der fortjener at blive taget alvorligt.

Samtidig er det vigtigt at anerkende, at sagen ikke er helt så enkel. Forvaltningens vurdering er, at udviklingen på specialklasseområdet siden 2013 har betydet, at der i dag ikke længere er en generel forskel på elevernes støttebehov i de tidligere distriktsspecialklasser og fællesspecialklasser. Derfor vurderer forvaltningen, at det er fagligt forsvarligt at ensarte specialklasserne med samme normering og tildeling i fremtiden, samtidig med at visitationsudvalget fortsat vurderer den enkelte elevs behov, klassesammensætning og geografiske placering.

Det er en faglig vurdering, som naturligvis skal indgå i det politiske beslutningsgrundlag. Men en faglig vurdering fritager ikke politikerne for ansvaret for at sikre, at ændringer gennemføres på en måde, som skaber tryghed og giver tid til at følge konsekvenserne.

Derfor foreslog Socialdemokratiet allerede under behandlingen af sagen, at reduktionen på 1,5 mio. kr. ikke gennemføres nu. I Børne- og Skoleudvalget pegede vi og tre andre partier på en gradvis indfasning finansieret af det mindre forbrug, der var på specialområdet i 2025, og i Økonomiudvalget stemte Socialdemokratiet også imod besparelsen.

Vi mener fortsat, at de 1,5 mio. kr. bør finansieres af de uforbrugte midler på specialområdet de kommende to år. Det vil give skolerne den nødvendige ro til at gennemføre eventuelle ændringer ansvarligt og samtidig skabe mulighed for at evaluere, om harmoniseringen får de ønskede effekter, eller om der er behov for justeringer.

Vi skylder børnene at træffe beslutninger på et oplyst grundlag.

Netop derfor ønsker vi heller ikke at foregribe de anbefalinger, som § 17, stk. 4-udvalget arbejder med. Udvalget har haft til opgave at se på fremtidens løsninger for trivsel, inklusion og specialundervisning i Favrskov, og vi forventer 1. afrapportering på den anden side af sommerferien. Det vil være naturligt, at de anbefalinger danner grundlag for de langsigtede beslutninger om udviklingen af skoleområdet.

Alle partier i Favrskov Byråd gik til valg på en stærkere folkeskole. Den ambition står vi ved. Men flere penge alene løser ikke udfordringerne. Vi har også brug for en fælles retning for, hvordan ressourcerne anvendes bedst muligt, så de skaber mere trivsel, bedre undervisning og stærkere fællesskaber.

Vi deler Morten Søding Sørensens ønske om at sætte børnene først. Men vi tror samtidig på, at løsningerne findes gennem dialog. Vi skal lytte til skolebestyrelserne, medarbejderne, forældrene og de faglige vurderinger, og vi skal have modet til at justere kursen, hvis virkeligheden viser noget andet end det forventede. Derfor er jeg også glad for at Børne- og Skoleudvalget 4. juni 2026 mødtes med skolebestyrelsesformændene for netop at lytte til deres bekymringer og løsninger på økonomiske udfordringer. Også dialogmødet mellem alle skolebestyrelser, skoleledere og Børne- og Skoleudvalget 14. maj 2026 handlede om, hvordan vi sammen løser de store trivselsudfordringer, vi står med. Favrskov fortjener en folkeskole, hvor økonomi og kvalitet går hånd i hånd. Det kræver politisk ansvarlighed, langsigtede løsninger og viljen til at investere i de børn, der har mest brug for fællesskabets støtte.