En skrænt på en legeplads bør minde om respekt for pædagogikken

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Institutionen Børnely i Aarhus har fået et strakspåbud om at højne sikkerheden ved en skrænt på legepladsen, som børn har leget på i 40 år. Det skyldes det pædagogiske koncept, kommunen har købt og laver tilsyn ud fra. Men både børn, pædagoger, leder og forældre er trygge ved skrænten, så hvad er egentlig problemet?

Ifølge tilsynet, som bygger på det amerikanske koncept ECERS-3, er skrænten ”ikke velegnet til leg”, og den ”udgør en risiko, da der kan ske store ulykker, hvis børnene mister fodfæstet”. Derfor skal institutionen nu blandt andet ændre personalets placering, opsyn og guidning ved skrænten.

Forældrebestyrelsen er uenig, selvom skrænten er slidt og ved tilsynet stadig var medtaget efter en hård vinter. Hvis de ”havde oplevet skråningen som farlig”, var de ”naturligvis skredet til handling”.

Sagen lyder måske banal. Men det er to forskellige syn på børnelivet, der møder hinanden. Hvor vi i Danmark ser den udfordrende leg som en del af børns udvikling, har man i USA meget mere fokus på sikkerhed. For eksempel advares der i samme koncept mod gynger med plads til flere børn som de fugleredegynger, der ses i mange danske daginstitutioner. De beskrives som ”ekstremt farlige”.

Derfor har skrænten antændt en vigtig debat, som bør være en påmindelse til alle lokale politikere, der lader sig lokke af en genvej til pædagogisk kvalitet via kommercielle pædagogiske koncepter. I virkeligheden risikerer de at købe katten i sækken. For ud over at konceptet er dyrt, risikerer det at sætte pædagogerne i en faglig spændetrøje, som bremser for den leg, der er så afgørende for børns udvikling.

I Børnely er skrænten en vigtig del af pædagogikken. Børnene træner motorik, samarbejde og sanser, når de øver sig i at komme op og ned og holde balancen. I starten får de hjælp af de lidt større børn eller en pædagog. Det kildrer i maven, når skrænten forceres, og mødet med det ukendte og farlige bliver for det enkelte barn til mødet med kroppen og sindets muligheder og begrænsninger. En dag oplever barnet, at det kan selv, og senere får det selv succes-oplevelsen ved at kunne hjælpe de yngre børn. Skrænten inkorporeres i legen, og den får sin helt egen betydning som fælles referenceramme for alle børn, der har gået i institutionen. Den betydning kan ikke underkendes.

Hvis konceptet ikke kan rumme det, må og skal det være konceptet, den er gal med.

Det er helt fundamentalt i den danske børnehavetradition, at vi giver børn rig mulighed for den risikofyldte leg. Børn skal bestige skrænter, klatre i træer, snitte i træ, bruge en økse og sove ude. Alt sammen for at få de bedst mulige udviklingsbetingelser. Det amerikanske syn på børnelivet, der jo i høj grad er bestemt af, at man mangler veluddannede medarbejdere og er bekymrede for at få et sagsanlæg på halsen, hverken kan eller skal overføres direkte til Danmark.

Desværre er kommunernes brug af kommercielle koncepter - herunder amerikanske - i voldsom vækst. 68 kommuner havde i 2024 ti eller flere koncepter. Det er en ærgerlig udvikling, der handler om meget mere end pædagogiske tilsyn.

En rundspørge blandt BUPL’s tillidsrepræsentanter viser, at koncepterne ofte opleves meningsløse, strider imod deres pædagogiske vurderinger, og at de samtidig stjæler dyrebar tid fra pædagogerne.

Sagen om skrænten i Aarhus er en kraftig påmindelse om, at det har konsekvenser for børnene, når man importerer et koncept og trækker det ned over hovedet på børn og pædagoger.

Derfor opfordrer BUPL til, at vi udvikler et nyt fælles tilsynsredsskab med udgangspunkt i den danske børnehavetradition. Et redskab, der kan give rygstød til den pædagogik, vi ønsker at fremme i Danmark. Et redskab, der anerkender børns leg og også de muligheder, der opstår, når der er en stejl skrænt på børnehavens legeplads.