Søndag er stemningsafsnittet igen åbent i Vejlby, og det slår hårdt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det var i den grad lidt af en kulisse, der mødte AGF torsdag aften i Lissabon. Og med cirka 60.000 pænt larmende tilskuere på det legendariske stadion, ”Da Luz”, bød det unægtelig på en noget anden scenografi end den vi på søndag møder ind til på Rolf Haugstrups Plads midt i Vejlby.

Og ikke nok med det, så var vi vidne til 90 minutters opvisning og stormløb fra portugisernes side, og med 1-0 allerede efter halvandet minut, 2-0 efter en halv time så væltede det ind med mestendels floskelfyldte og unuancerede sms’er fra både venner, kolleger, chef og sågar datter. De fadede lidt ud, sms’erne, efter 1-2-reduceringen, men kulminerede så igen ved 3-1 og pausen. De fleste af vennerne opgav ævred i anden halvleg, og jeg kunne så småt begynde at finde ro i både kampen, men sådan set også det endelige resultat. Uanset, så kan vi konstatere, at det var en svær torsdag aften i både Portugal og på tegneseriekanalen Disney+.

Nu kan vi i stedet glæde os over, at vi på søndag spiller hjemmekamp nummer to i Vejlby, trods det faktum, at vi rent faktisk har været i gang i over en måned og spillet otte kampe i alt. Det skyldes en både underlig turneringslogistik, og så selvfølgelig den igangværende kampagne i Europa. Den fortsætter heldigvis, kampagnen, men betyder derfor også, at vi altså kun spiller den anden hjemmekamp søndag – mod de stribede fra Fyn.

På omtrent samme tid for et år siden så situationen for AGF næsten ud, som den gør i dag. AGF var presset pointmæssigt trods godt spil og ny træner, og det var, som om de vanlige pessimister allerede begyndte at røre på sig og stille sig tvivlende over for nyansættelsen af Poulsen. Det sked Poulsen og spillerne heldigvis på, da de satte sig i bussen mod København for at møde FCK i fjerde spillerunde. Vi vandt den kamp 3-2, og fra da af så vi os ikke tilbage.

Søndag kan vi gøre det samme ved at slå OB. Vinde, få momentum og se fremad.

Forudsætningerne er på plads. Ikke mindst fordi vi i morgen er tilbage fra udebanerne i Randers, Baku, Poznan, Lyngby, Lissabon og Viborg. Selv for AGF er det aldrig rart at være så lang tid væk hjemmefra.

Forudsætning nummer to handler – igen – om Poulsen, fordi han fortsat styrer biksen og træffer vilde, vanvittige og fede beslutninger.

Siden første kamp mod Poznan midt i juli har intet superligahold i Danmark vel gjort brug af så mange forskellige og nye spillere og formationer over en periode på kun en måned. Samtidig har vi været vidne til opstillinger, man end ikke havde tænkt på, og som man skulle være stangberuset for at turde foreslå.

Endelig, og som det måske mest imponerende, har man ikke hørt Poulsen kny over mangel på indkøb til spillertruppen – hvad der ellers ofte er en automatreaktion hos de fleste trænere, for ligesom at forebygge eventuel kritik, hvis nederlagene skulle blive for mange. Men Poulsen piver ikke og virker til at være tilfreds med truppens sammensætning. Og hvorfor skulle han ikke også være det? Han smider bare Bogere ind som 9’er, Camara eller Rössler som styrmand (knap så meget mod Benfica), aldrig svigtende Jønsson som altmuligmand og Hedenstad som sand sprællemand (og hvor er han bare pissegod). Det virker, vent og se…

Og selv om de fleste vil påstå, at ændringerne er tvunget af omstændighederne, så ved både jeg og Poulsen, at det handler om en iskold tyrkertro på, at HELE truppen kan præstere.

I den forbindelse var jeg tæt på lykkelig over også at se Solbakken tilbage på holdet og fra start mod Viborg. Den nordiske Pirlo, den smukke mand på midten, som jeg holder så meget af, og som var en af banens bedste i den kamp.

Med andre ord, så elsker jeg at se AGF spille for tiden, og jeg har det præcis, som da man var den lille dreng i skolegården og alligevel bevægede sig op i den store skolegård. Det var hårdt og indimellem frustrerende, men der skete noget, og der skete altid noget vildt. Og det vilde er det bedste.

Under mange tidligere trænere stod det nærmest mejslet i granit ugen inden, hvad der ville ske i den næste kamp og den næste kamp igen. Det gjaldt både, når det kom til opstilling og kampforløb,og det var efterhånden blevet lige så forudsigeligt og trist som Anders Winnerskjolds tilbagetog lige nu bakke på omtrent alle sine valgløfter fra kommunalvalget i 25, at man indimellem havde mere lyst til at overvære et socialdemokratisk byrådsgruppemøde end fodbold med De Hviie. Sådan er det ikke længere, og derfor glæder jeg mig i den grad til i morgen.

I morgen kan vi tilmed glæde os over, at den tåbelige stemningstribunekarantæne er udstået, så der igen er fuld approach på stemningen. Det dur simpelthen ikke uden, og det betyder ALT. Se blot på seneste hjemmekamp mod Brøndby, som (må vi erkende, og jeg hader at sige det – har nogle af Danmarks bedste fodboldfans – ikke mindst på udebane) fuldstændig dominerede stemningen og larmen i Vejlby. Chapeau herfra, selv til Brøndby, og deres fans havde vel reelt kun sangpause på sammenlagt et minut under hele kampen – lidt af en præstation.

Sådan bliver det ikke denne gang. Udehold og awayfans skal synges direkte ned i de parkerede busser ved gymnasiet. Når først det gynger i Vejlby, er der ingen udefans, der tager noget med sig hjem, bortset fra hovedpine og en begyndende tinnitus.

Slet ikke fynboer, som i øvrigt for mig altid vil være det mysterium, jeg aldrig rigtig får løst. Ikke så meget, hvad angår deres fodboldhold, men meget mere, når det kommer til deres syngende, drevne og noget nævenyttige dialekt, og et spørgsmål melder sig altid for mig: Kan man overhovedet være intim med sin partner med den dialekt? Altså sige noget frækt og kinky på syngende fynsk?

Vend det lige en gang eller to inde i hovedet. Eller sig det højt! Det fungerer simpelthen ikke. Og man kan sådan set heller ikke det modsatte, spille og tale hårdkogt på fynsk. Ulrik Moseby og Hemmingsen-brødrene forsøgte ihærdigt, men de var svære at tage alvorligt. Kim Ziegler derimod, ham kunne vi godt lide, han var hård! Men han kom jo altså også fra AGF, før han tog til Fyn. Og han talte århusiansk.

Uanset om det handler om det hårdkogte eller blide, har jeg stadig til gode at finde en århusianer, der kan tage en fynbo alvorligt – det være sig i sengen eller på fodboldbanen. Og hvis de fynboer ellers vil noget i livet og i superligaen, så skal de altså komme med meget mere end deres syngende dialekt, for deres fodboldhold og deres forslåede og forsmåede træner, Thomas Thomasberg, er i skidt forfatning.

Søndag er stemningsafsnittet igen åbent i Vejlby, og det slår hårdt.

KSDH!