»Hvad foregår der på jobcentret i Favrskov, borgmester?«
Borger stiller spørgsmål til borgmesteren efter opråb fra privat socialrådgiver om sagsbehandling på jobcentret, der får borgere til at flytte ud af kommunen for at redde deres helbred.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Hvad er et jobcenters fornemste opgave? Er det at støtte de borgere, der har allermest brug for hjælp, eller er det at presse dem så hårdt, at de til sidst mister både håb og helbred?
Som borger i kommunen sidder jeg tilbage med en dyb bekymring efter et offentligt opråb fra den private socialrådgiver Maj Thorsen. Ud af hendes 950 sager på landsplan stammer hele 90 fra netop Favrskov Kommune. Hun beskriver et årelangt mønster med sagsbehandling, der gør syge borgere mere syge, lægeerklæringer, som tilsidesættes, og mennesker, der i ren afmagt ser sig nødsaget til at opgive deres ydelse eller flytte ud af kommunen for at redde deres helbred.
Når en uvildig fagperson med så mange års erfaring slår alarm og udpeger Favrskov som et markant lavpunkt, kan vi ikke længere affærdige det som isolerede enkeltsager. Jobcentret i Favrskov arbejder under nøjagtig samme lovgivning som landets øvrige 97 kommuner. Det peger entydigt på, at problemet ikke er loven, men kulturen og ledelsen i vores eget system.
Det er i sidste ende et politisk ansvar. Derfor vil jeg gerne stille borgmesteren et par klare spørgsmål:
Kan vi som kommune være bekendt, at sårbare borgere frygter mødet med vores jobcenter i en sådan grad, at de overvejer at flytte væk?
Hvornår tager borgmesteren og byrådet initiativ til en uvildig undersøgelse af arbejdsmiljøet og borgerkontakten i Favrskovs beskæftigelsesforvaltning?
Hvad vil den politiske ledelse helt konkret gøre for at genskabe tilliden og sikre en værdig sagsbehandling?
Vi skylder vores syge og sårbare medborgere at tage dette opråb alvorligt.