Nødret under pres: Skal man straffes for at redde dyr, når myndighederne svigter?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Otte personer er tiltalt for at have fodret heste og kvæg på Molslaboratoriet trods skiltning om, at dyrene ikke måtte fodres. Forsvaret ønsker blandt andre fotograf Per Øxenholdt, Det Veterinære Sundhedsråd og dyrlæge Lotte Bøgedal ført som vidner for at belyse dyrenes tilstand på de tidspunkter, hvor fodringen fandt sted. Anklagemyndigheden ønsker vidnerne afvist.

Begrundelsen er, at sagen alene handler om overtrædelse af naturbeskyttelseslovgivningen, og at dyrenes tilstand derfor er irrelevant.

Men hvordan kan dyrenes tilstand være irrelevant, hvis der blev fodret, fordi mennesker mente, at dyrene havde behov for hjælp? De tiltalte er ikke tiltalt for at have overtrådt et generelt fodringsforbud i naturbeskyttelsesloven. Det findes ikke.

Tiltalen må derfor bygge på § 25 i bekendtgørelsen om offentlighedens adgang til naturen. Den siger, at personer, der færdes i naturen, skal rette sig efter ejerens anvisninger, herunder skiltning.

Det konkrete fodringsforbud var Molslaboratoriets eget. Det er altså tilsidesættelsen af ejerens anvisning, der er grundlaget for tiltalen. Men et skilt med ”fodring forbudt” kan ikke i sig selv besvare spørgsmålet om, hvorfor der blev fodret, eller om der forelå en situation, hvor hensynet til dyrene gjorde det nødvendigt at reagere.

Det Veterinære Sundhedsråd har gennem mange år fastslået, at ”udegående dyr om vinteren skal være ved godt huld, og at der skal tilføres supplerende foder, så det gode huld opretholdes. Supplerende fodring kan i kortere perioder undlades, hvis ALLE dyrene er ved godt huld, og der er rigeligt og let tilgængeligt foder på arealet, så deres fysiologiske behov er dækket”.

Det afgørende er derfor ikke, om der stadig findes noget spiseligt på arealet. Det afgørende er, om dyrene har tilstrækkeligt foder til at opretholde et godt huld. Også Fødevarestyrelsen er meget konkret: Man skal ikke vente, til dyrene er afmagrede. Ser man om vinteren udegående kreaturer, som er magre, men endnu ikke afmagrede, og som ikke har adgang til foder, der dækker deres behov, betegner Fødevarestyrelsen det som tegn på meget mangelfuld fodertildeling og som udgangspunkt uforsvarlig behandling af dyr. Styrelsen skriver direkte: ”Er dyrene for magre, skal der omgående foretages korrigerende foranstaltninger.” Netop derfor er det relevant at vide, hvilket huld dyrene var i, om de havde tilstrækkeligt foder til rådighed, og hvordan deres tilstand udviklede sig på de tidspunkter, hvor fodringen fandt sted.

Det Dyreetiske Råd beskriver dyreetik som et spørgsmål om menneskers forpligtelser over for dyr og understreger, at dyr har krav på etiske hensyn. Sult, smerte, sygdom og stress er negative tilstande, som god dyrevelfærd netop skal begrænse. Et princip om, at dyr skal finde deres føde selv, kan derfor ikke stå alene. I sidste ende er det det enkelte dyrs faktiske tilstand, der fortæller, hvordan dyret har det.

Hvad skulle de tiltalte gøre - lukke øjnene og lade stå til? Hvad skulle de tiltalte gøre, hvis de stod over for dyr, som de vurderede havde behov for hjælp, når dyreejeren ikke reagerede, og henvendelser til politi og Fødevarestyrelsen heller ikke førte til, at situationen blev løst? De kunne gå deres vej og lade være med at blande sig. Men hvis deres oplevelse var, at dyrene fortsat blev tyndere, mens de myndigheder, man normalt forventes at henvende sig til, ikke greb ind, bliver spørgsmålet langt vanskeligere: Hvor mange gange skal man gå forbi et dyr, man mener har brug for hjælp, bare fordi ejeren har sat et skilt op med ”fodring forbudt”? Det fritager ikke automatisk de tiltalte for ansvar. Men det er afgørende for at forstå, hvorfor de handlede, og hvilke reelle alternativer de havde. Hvis anklagemyndigheden vil gøre gældende, at de tiltalte skulle have valgt en anden og lovlig løsning, må det også være relevant at få belyst, om en sådan løsning faktisk var til rådighed og virkede.

Straffelovens § 14 åbner mulighed for, at en handling, der ellers ville være strafbar, kan være straffri, hvis den var nødvendig for at afværge en truende skade. Det betyder ikke, at man frit kan tilsidesætte et fodringsforbud. Men et forbud betyder ikke nødvendigvis, at sagen dermed er afgjort. Fødevarestyrelsen bruger selv nødret som eksempel, når et dyr befinder sig i alvorlig fare. Er et dyr efterladt i en varm bil og i overhængende livsfare, kan det efter omstændighederne være berettiget at slå en anden persons bilrude ind for at redde dyret. Situationen er ikke den samme som på Molslaboratoriet. Men princippet er det samme: En handling, der normalt ville være ulovlig, kan efter omstændighederne være berettiget, når den foretages for at afværge en truende skade.

Det Veterinære Sundhedsråd siger, at godt huld skal opretholdes. Fødevarestyrelsen siger, at der skal reageres, før dyrene bliver afmagrede. Det Dyreetiske Råd understreger vores etiske forpligtelser over for dyr. Og reglerne om nødret findes netop for situationer, hvor det kan være nødvendigt at handle for at afværge en truende skade. Det er retten, der skal afgøre, om betingelserne for nødret var opfyldt. Men den afgørelse kræver, at retten ved, hvordan dyrene faktisk havde det - og hvilke muligheder de tiltalte reelt havde for at få andre til at gribe ind. Derfor er dyrenes tilstand helt central i denne sag. Jeg er ikke jurist. Men almindelig logik siger mig, at man ikke kan afgøre, om det var forkert at gribe ind, hvis man samtidig nægter at se på, hvad det var, man greb ind over for.