Motionsdag i folkeskole med golf, brydning og bowling
Søndervangskolen i Hammel samarbejder med lokale idrætsklubber og foreninger om årlig motionsdag.
Langt hovedparten af landets skoler deltager i Skolernes Motionsdag, som hvert år finder sted fredag inden efterårsferien. Således også Søndervangskolen i Hammel, hvor eleverne tidligere blandt andet har løbet rundt i Frijsenborgskoven til den årlige motionsdag.
I de seneste tre år har den lokale folkeskole af hensyn til vejret rykket motionsdagen frem en måneds tid og desuden involveret omegnens idrætsklubber og foreninger.
De mindste elever bliver på skolen, mens eleverne fra 4. til 9. klasse er ude af skolen for at prøve at spille blandt andet strandvolley, bordtennis, badminton, tennis, dyrke akrobatik eller crossfit. Den lokale cykelklub, golfklubben, fitnesscentret GoForm og bowlingcentret deltager også på dagen, hvor eleverne hver især vælger to aktiviteter.
»Vi vil gerne give eleverne en smagsprøve på, hvad der findes af tilbud i området, som de måske ikke kender til. Forhåbentlig kan det bidrage til, at flere elever finder glæden i at bevæge sig og finder nogle sjove fællesskaber i foreningslivet,« siger Frank Kejlberg, viceskoleleder på Søndervangskolen.
Årets motionsdag på Søndervangskolen begyndte med fælles opvarmningssang og dans og i hallen og en fælles frisk morgentur, hvorefter de mindste elever havde fælles aktiviteter på skolen og de ældre elever deltog i aktiviteter planlagt i samarbejde med byens idrætsklubber og foreninger.
»Det er en kæmpestor fornøjelse at samarbejde med så mange af byens idrætstilbud, og ungerne er superglade for dagen og synes, det er dejligt at være sammen med nogle andre end dem fra klassen,« siger viceskolelederen.