Fortsæt til indhold

Hammels Natteravne flyver solo

De seneste to år har Natteravnene i Hammel været en såkaldt gågruppe under Natteravnene Hadsten-Hinnerup. Men nu står Hammel-ravnene på egne ben.

Favrskov

Da Hammel i sommermånederne i 2020 og 2021 var hårdt plaget af uro, hvor unge mennesker hørte meget høj, udendørs musik samt smed skrald eller sågar lavede hærværk, endte det hele i et borgermøde 15. juni 2021. Efter mødet stod Natteravnene Hadsten-Hinnerup klar til at fortælle mere om det at være natteravn.

Nogle af Hammels natteravne på Hammel Hestemarked. Fra venstre mod højre: Ture, Mette, Morten, Marianne, Claus og Lotte Skau Rasmussen. Marianne kom fra Natteravnene i Hadsten for at hjælpe til. Privatfoto

Det resulterede i, at der blev rekrutteret nok personer til, at Hammel også fik Natteravne. Hammel-ravnene blev en såkaldt gå-gruppe under Natteravnene Hadsten-Hinnerup, og sådan har det været lige indtil nu.

Men nu står Hammels natteravne på egne ben. Indtil gruppen har fået afholdt sin første ordinære generalforsamling, er Lotte Skau Rasmussen valgt som formand.

Hun glæder sig over den energi, som bliver lagt for dagen af de 14 natteravne i Hammel.

»Nu, hvor vi har besluttet at være for os selv, så mærker jeg bare et energiniveau, som virkelig vil noget – det er jeg lidt stolt af. Det er virkelig vores fælles projekt, og der er så mange gode, nye idéer. Vi tænker i andre måder, at møde de unge på,« siger hun og tilføjer:

»Nu er vi blevet fødet lidt de seneste to år og er blevet hjulpet rigtig godt i gang af nogle gode, garvede natteravne fra Hadsten-Hinnerup, og nu er vi så klar til stå på egne ben. Jeg tror, at det er det rigtige tidspunkt at gøre det på. «

Brænder for Hammel

Men hvorfor egentlig stå på egne ben?

»Jeg tror, at tingene kan blive lidt for store. Det kan blive for uoverskueligt med tre forskellige byer på så stort et område,« siger Lotte Skau Rasmussen og fortsætter:

»Og vi, der er i Hammel, brænder selvfølgelig enormt meget for det, der sker netop i Hammel. Nogle gange har hver by bare sine egne ønsker og mål for, hvor vi er på vej hen. Og der er de tre byer bare meget forskellige.«

Unge fulde af kærlighed

Lotte Skau Rasmussen forklarer, at Natteravnene er blevet taget rigtig godt i mod af de unge mennesker i Hammel:

»Enormt godt! Det krævede lige lidt forklaring til at begynde med: Hvad er Natteravnene egentlig? Er vi politi, sladrehanke, vagter, eller hvad er vi? I begyndelsen løb nogle af de unge, når de så os, men så kom de alligevel nysgerrige tilbage: ”Hvad er I egentlig?” Og nu har vi så lært de unge mennesker i byen rigtig godt at kende,« siger formanden, som er vild med at møde Hammels ungdom på gader og stræder, mestendels i aften- og nattetimerne:

»Det giver bare en helt vild energi og kærlighed at møde de her unge mennesker. De vil os så gerne – vi har endnu ikke mødt nogle, som ikke vil os.«

Natteravnene Hammel har næsten fra begyndelsen haft base i Kulturhuset InSide. Derfra bevæger de sig ud i byen.

Nu, hvor Natteravnene Hammel skal stå helt på egne ben, skal de ud og finde sponsorer og flere medlemmer:

»Jo flere vi er, des mere kan vi komme ud at gå. Er man interesseret i at hjælpe på den ene eller anden måde, må man meget gerne henvende sig.«